Ved du noget om sagen?  Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

På vej hjem fra en hyggelig tur i Tivoli blev en 14-årig dreng med autisme overfaldet og banket af en ung mand i Kystbanetoget. Nordsjællands Politi har nu offentliggjort overvågningsbilleder af den formodede gerningsmand på Facebook og fået flere tip, som peger på den samme person.

»Det er en sag om et voldeligt overfald, som vi ser med stor alvor på,« siger politikommissær Mogens Steen Mogensen fra Nordsjællands Politi, som efterforsker sagen.

Overfaldet fandt sted i Kystbanetoget den 29. december kort før midnat. Her spottede den 14-årige dreng tre unge mænd, som var i gang med at udøve hærværk på en dør i toget, og begyndte at filme dem med sin mobiltelefon. På det tidspunkt befandt toget sig mellem Vedbæk og Kokkedal Station.

»Vi har overvågningsvideo fra toget, som viser, at den ene af de unge mænd satte sig ved siden af drengen og begyndte at banke ham. Han slog offeret flere gange, hvilket man tydeligt kunne se på drengen efterfølgende« siger Mogens Steen Mogensen.

Han vil dog ikke gå i detaljer med hvilke skader drengen pådrog sig under overfaldet.

Det var den autistiske drengs forældre, som anmeldte det voldelige overfald til politiet.

»Drengen var naturligvis meget påvirket og chokeret bagefter,« siger Mogens Steen Mogensen.

Der var flere passagerer i toget, da den unge mand overfaldt drengen, men ingen af dem opholdt sig i mellemgangen ved toilettet, hvor det fandt sted.

Nordsjællands Politi efterlyste efter overfaldet gerningsmanden med signalement og advarede ham om, at de var i besiddelse af overvågningsbilleder fra toget. Men det gav ingen henvendelser i voldssagen, og derfor valgte politiet nu at offentliggøre billederne af den formodede gerningsmand.

»Vi har fået flere tip fra forskellige borgere, og flere af dem peger på den samme person. Vi vil meget gerne tale med ham og vise ham overvågningsvideoen. Når han ser den, kan han næppe andet end erkende overfaldet,« siger Mogens Steen Mogensen.

Nordsjællands Politi har valgt at fjerne overvågningsbillederne fra Facebook, fordi de på baggrund af de mange henvendelser føler sig sikre på, hvem gerningsmanden er.

Politiet vil i løbet af tirsdag melde nyt ud i sagen.