Rokhsar kæmper med tårerne, der presser på. Tanken om en nær veninde, der en tidlig morgen for et par år siden blev hentet af politiet og udvist til en uvis skæbne i Afghanistan, er for påtrængende. Stille sidder hun og forsøger at viske de tårer væk, der triller ned ad kinden. Hun retter sig op for at virke stærk og fattet.

Det er sådan, hun kender sig selv. Sådan, hun er kendt af sin familie og af sine venner og veninder i Give.

BT møder den 16-årige flygtningepige i anledning af TV2s dokumentar ’Mon de kommer om natten’.

Hun har sin mor med. Mest fordi Rokhsar stadig regnes for et barn og skal have en voksen ved sin side. Men Rokhsar er i den grad vant til, at det er hende, der taler. Ikke bare for sig selv, men for hele familien.

Allerede efter ni måneder talte hun så godt dansk, at hun kom i folkeskolen.

I dag er hun den eneste i familien, der taler og forstår dansk så perfekt, at man hurtigt glemmer, hun er født i et klansamfund.

Mistede alt

Hendes mor, Sediqa, er 50 år og siger ikke meget under samtalen. Kun enkelte gange, når Rokhsar lige oversætter lidt.

Og det er mest for moderens skyld, at den 16-årige pige forsøger at skjule sine tårer, før hendes mor ser dem.

»Jeg prøver ikke at vise det til min far og mor, når jeg bliver ked af det. De har nok at tænke på. Jeg vil ikke lægge den byrde på deres skuldre. Så jeg skjuler det,« siger Rokhsar og tilføjer:

»Mine forældre har det ikke så godt med at tænke på Afghanistan. De har mistet alt dernede. De har mistet en søn.«

Abdullah blev myrdet i 2010, mens faderen blev såret af ukendte gerningsmænd.



Derfor flygtede familien, så hurtigt de kunne, fra deres hjemby lidt uden for Kabul. Hendes far kørte i én bil sammen med Rokhsars yngste bror samt hendes to søstre. Hun selv flygtede i en anden bil med moderen og de to ældste brødre.

Men faderens bil bliver fanget i et checkpoint under flugten, og familien bliver væk fra hinanden.

14 dage senere når Rokhsar, hendes mor samt de to storebrødre i sikkerhed i Grækenland, og et halvt år senere ender de i Danmark efter en udmattende sidste etape, hvor de i tre dage hverken spiser eller drikker.

I næsten to år er Rokhsar og den resterende familie overbeviste om, at den anden halvdel af familien er blevet dræbt.

»Vores far og mor blev forfulgt, også af Taleban. De var kommunister. Meget af familien er Taleban,« siger Rokhsar, der fortæller, at moderen er uddannet som det, der svarer til folkeskolelærer, mens faderen er tidligere fængselsbetjent og som kommunist i opposition til de lokale klanledere og regeringen.

»Det eneste, min mor savner ved Afghanistan, er, at hun kan bruge sin uddannelse som lærer. Hun underviste de små klasser i det, der svarer til dansk her,« forklarer Rokhsar, der, siden hun kom til Danmark som 10-årig, stort set har været den, der har båret hele familiens skæbne på sine skuldre.

En stor byrde for et barn, der er ved at sætte sine spor for alvor, her hvor hun står ved den sidste mulighed for at få et liv i sikkerhed.

Tolk som 11-12-årig


Fordi Rokhsar har været under andre regler som barn, har hun fået lov til at gå i skole og modtage undervisning, modsat hendes ældre søskende og hendes far og mor.
Og forvandlingen fra afghaner til dansker er sket med rekordfart.

Allerede efter ni måneder var hendes danskkundskaber så gode, at hun begyndte i folkeskole i Give. Og hun har siden fulgt undervisningen på lige fod med sine nye danske venner.



Men da hun er den eneste i familien, der har tilegnet sig sprog og kultur så hurtigt, har det også været hende, der har været bindeled mellem far, mor, familie og de mange danske sagsbehandlere, advokater, kommunalt ansatte, lærere og mange andre.

Al kommunikation – både skriftlig og mundtlig – foregår på dansk, og allerede som 11-12-årig har Rokhsar ikke alene haft ansvaret for at uddanne og integrere sig selv, men også for at formidle det ene afslag efter det andet til forældrene og resten af familien.

Artiklen fortsætter under billedet

Rokhsar kom til Danmark med sin mor Sediqa, da Rokhsar var 10 år. I dag er familien truet af udvisning, selvom de vil være i fare i Afghanistan.
Rokhsar kom til Danmark med sin mor Sediqa, da Rokhsar var 10 år. I dag er familien truet af udvisning, selvom de vil være i fare i Afghanistan. Foto: Michael Bothager
Vis mere


»Jeg forstår ikke, at flygtningebørn skal bære så meget for deres forældre. Flygtningebørn skal tænke på alting. Hvad de skal sige til advokater, myndigheder og flygtningenævn. Og de ringer efter os, fordi vi skal komme og tolke og forklare og oversætte, så jeg nogle gange måtte springe skolen over. Nogle af mine veninder grinede på et tidspunkt og sagde, at der vist var tale om børnearbejde. Jeg var 11-12 år gammel, da jeg tolkede første gang,« fortæller Rokhsar.

Som at fødes på ny


Den 16-årige pige har i flere år skullet formidle både sin egen og forældrenes fortvivlelse, når myndighederne sagde, at de ikke troede på det, familien fortalte dem, og at de skulle fremlægge yderligere dokumentation og beviser.

Familien har fulgt den slagne vej og søgt om asyl og anket i den udstrækning, man kan. Først moderen, de to brødre og Rokhsar, og siden faderen og den resterende familie, da de lykkeligvis blev fundet to år efter adskillelsen, hvor hele sagen begyndte forfra.

Men på trods af den komplicerede asylproces og det konstante pres på familien var det nærmest en åbenbaring for Rokhsar at komme til her til landet.



»Den største oplevelse, jeg har haft i Danmark, var at komme i skole. Det var første gang, jeg rigtigt kom i skole. Normalt skal man forberede sig i to år for at komme i almindelig folkeskole, når man kommer som flygtning, men jeg var færdig på ni måneder,« siger Rokhsar og fortsætter:

»Så begyndte jeg også at spille fodbold, og min mor fik det bedre og begyndte at undervise afghanere. Vores liv begyndte på en måde forfra. Det føltes næsten ligesom at blive født på ny, og jeg fandt ud af, at i Danmark kan man, hvad man vil,« siger Rokhsar, mens hun taler om den gæstfrihed og åbenhed, hun har mødt i lokalsamfundet i Give, der har taget imod Rokhsar og hendes familie med åbne arme.

Artiklen fortsætter under billedet

Rokhsar med sine veninder i den lokale fodboldklub i den midtjyske by Give, hvor hun blev årets spiller i 2015.
Rokhsar med sine veninder i den lokale fodboldklub i den midtjyske by Give, hvor hun blev årets spiller i 2015. Foto: Privatfoto
Vis mere


»Det var slet ikke svært at få venner. De snakkede med mig med det samme, selvom jeg ikke var helt perfekt til dansk endnu. Jeg har verdens bedste venner og veninder her. De inviterede os ind i deres hus, og vi hjælper hinanden. Selv med små praktiske ting, som hvis der ikke er plads i fryseren. De hjælper os i Give. Der er også nogle pensionister, der hjælper min far og mor med sprogundervisning. Jeg følte mig rigtig velkommen, og jeg har oplevet mange ting i Danmark, som jeg aldrig har set i Afghanistan,« siger Rokhsar, der også blev en nøglespiller i den lokale fodboldklub.

Sidste ankemulighed


Efter mere end seks års ventetid og alle afslagene venter hun og familien nu på svar på den sidste mulighed, de har for at blive i Danmark og fortsætte deres nye liv: Ansøgningen om ophold på grund af barnets tarv og Rokhsars tilknytning til Danmark.

Der er nu kun én mulighed tilbage. At søge om opholdstilladelse efter §9 stk. 1C, hvor myndighederne skal tage hensyn til, at der nu er gået så lang tid, og at Rokhsars tilknytning til Danmark er blevet større end til Afghanistan.

Den ansøgning blev sendt ind, da alle andre muligheder var udtømt, og siden 15. oktober sidste år er familien blevet stillet et svar i udsigt.



Forrige mandag ringede Rokhsar og rykkede endnu en gang.

»Når jeg spørger, hvor sagen ligger, og hvor lang tid det tager, siger de, at de ikke ved det. ’Men vi skal nok rykke på det’, siger de. Så spekulerer jeg på, hvor mange andre de også har lovet det, og hvor mange andre sager de har flyttet over vores,« siger Rokhsar, der første gang bukkede under for usikkerheden for nogle år siden, hvor hun i desperation forsøgte at tage sit eget liv.

»Når det bliver for meget, så vil jeg hellere give slip …«

Der løber en skygge over den 16-årige piges blik, da hun tænker tilbage på, hvad der skete for fire år siden.

»Vi var fire afghanske piger, og vi var alle sammen så trætte af livet. Vi fik afslag én efter én, og der var ingen, der lyttede til os, så vi tog piller og kom på sygehuset, hvor vi var indlagt i to uger, fordi vi var tæt på at miste livet.«

Rokhsar har været indlagt på børnepsykiatrisk afdeling flere gange siden. Med ’påtrængende suicidale tanker’, som det hedder på klinisk lægesprog.

Hun har været på Hillerød, Glostrup, Vejle og Odense Hospital.


Brænder piger levende


En af de gange, hun ikke glemmer, var den dag, hun blev kørt med udrykning i ambulance til Vejle Sygehus efter at være faldet om derhjemme. Samme morgen var en af hendes veninder blevet sendt tilbage til Afghanistan sammen med hele familien.

»Hun blev hentet om morgenen af politiet. Hun var som en søster for mig, og da hun blev sendt tilbage, faldt jeg bare sammen og besvimede.«

Rokhsar forsøger at holde tårerne tilbage, men et par stykker når at trille ned ad hendes kind, mens hun samler sig sammen og retter sig op.

Siden veninden blev udvist, og hendes egen familie fik at vide, at de skulle være ude af landet inden for 15 dage, har Rokhsar forsøgt at holde et normalt liv kørende. Men når hun er alene, og særligt ved aftenstide, kommer tankerne.

Mon de kommer om natten, har hun flere gange spurgt sig selv, efter hun forgæves har forsøgt at få svar fra myndigheder og sagsbehandlere.

Artiklen fortsætter under billedet

»Den bedste oplevelse, jeg har haft i Danmark, var, da jeg kom i skole,« siger Rokhsar, der her ses for nogle år siden med klassekammeraterne i skolen i Give.
»Den bedste oplevelse, jeg har haft i Danmark, var, da jeg kom i skole,« siger Rokhsar, der her ses for nogle år siden med klassekammeraterne i skolen i Give. Foto: Privat
Vis mere


»Jeg kæmper for at være i livet. Jeg vil have chancen som en normal dansk pige for at leve det liv, jeg vil. Jeg føler mig mere som dansker end som afghaner.«

Hvad tænker du på, når du tænker på Afghanistan?

»Jeg prøver helt at lade være med at tænke på Afghanistan, for hvad skal jeg tænke på? De brænder piger levende dernede. De hader piger, der kommer fra Vesten. ’Hun er blevet kommunist, så hun skal slås ihjel’, eller man bliver giftet væk. Piger bliver bare taget, de bestemmer intet selv,« siger Rokhsar, der smiler lidt genert og tøver en anelse, da hun svarer på spørgsmålet om, hvem hun skal giftes med engang.

»Hvis jeg engang skal giftes, så skal det være med en dansker. Ikke en afghaner. De danske mænd forstår kvinder godt, og jeg har kun set de gode ting i danske mænd,« siger den 16-årige pige med fast overbevisning.

»Jeg vil være noget, så jeg skal tilbage i skolen. Jeg vil gerne hjælpe andre mennesker, så jeg drømmer om at blive læge eller advokat.«

Rokhsar kigger på sin mor. Tager fat i hendes hånd og smiler:

»Jeg er glad for alt det, jeg kan, og jeg håber, at jeg får lov at give min gave til Danmark. Ligesom Danmark måske giver mig den gave, at vi kan blive her.«