Kampagnen Skolevand fra drikkevaregiganten Aqua D'Or er havnet i modvind. Det nye initiativ skal få skolebørn til at drikke mere vand, men det har fået flere forældre til at rase, og nu går Socialdemokratiet også ind i sagen.

Det fortæller Lea Wermelin, der er Socialdemokratiets bæredygtighedsordfører og næstformand i Miljø- og Fødevareudvalget til BT.

Ordningen med Skolevand er ved at blive udrullet på en række udvalgte skoler i Danmark, og Skolevand.nu er en kampagne fra Aqua D'Or, der har det formål at få danske børn til at drikke mere vand, fordi de angiveligt drikker for lidt.

Forældre kan derfor købe vand til deres børn dagligt - ligesom den i forvejen kendte mælkeordning - for 2,49 kroner per dag.

Lea Wermelin (S) mener dog ikke, at det er den rette løsning.

»Jeg synes, det er en bekymrende udvikling for både børnene og bæredygtigheden, hvis vi åbner op for, at vores skolebørn skal begynde at drikke vand fra flasker, når vi har noget af verdens bedste postevand.« siger hun.

Lea Wermelin er enig i, at der kan være udfordringer i forhold til at få børn til at drikke nok. Hun mener, at man på skolerne kan og skal være opmærksomme på, om børn får nok vand, men at det ikke skal være på flaske.

Derfor har hun bedt både miljøministeren og sundhedsministeren om at forholde sig til sagen.

»Jeg har bedt ministeren forholde sig til, om der skal tages initiativer for at sikre, børn får den mængde vand, Sundhedsstyrelsen også anbefaler. Jeg har også spurgt ind til, hvordan ministeren vil forholde sig til konceptet, og om det er hensigtsmæssigt at gå fra postevand til plastikflasker. Det er miljøfrås, og vi skal passe på de begrænsede ressourcer, vi har,« siger Lea Wemelin.

Kunne der være nogle årsager til, at børnene ikke umiddelbart drikker nok vand fra hanerne i skolen - ulækre toiletter for eksempel?

»Det er noget af det, der vil være værd at afdække. Derfor har jeg også spurgt regeringen ind til sagen for at se, om der skal tages nogle initiativer,« fortæller Lea Wernelin.

Hun siger, at man både kan lave kampagner eller sørge for, at børn altid har en vanddunk med hjemmefra.

Og Lea Wernelin er ikke den eneste, der ikke er tilfreds med initiativet. Flere forældre er også faret i flint over kampagnen. I Facebook-gruppen 'Stop Skolevand - NU' og underskriftsindsamlingen af samme navn argumenterer initiativtageren for, at vand fra hanen er både sundere og billigere for skolebørnene såvel som for miljøet.

Samtidig mener folkene bag gruppen, at Skolevand i højere grad er en marketingkampagne end en sundhedskampagne.

I skrivende stund er mere end 2.200 med i gruppen, og knap 10.000 har smidt en underskrift mod konceptet.

Aqua D'Or har torsdag eftermiddag reageret på kritikken på deres Facebook-side. Her skriver firmaet, at initiativet skal ses som et 'tilbud og supplement, der forhåbentlig kan gøre det nemmere for danske skolebørn at drikke (mere) vand dagligt i skoletiden,' lyder det. Aqua D'Or skriver, at hensigten ikke er at erstatte forbruget af mælk, og at de heller ikke er ude på at ødelægge miljøet.

'Vi arbejder hver dag på at begrænse vores aftryk på miljøet, det er bl.a. derfor, at vores nye vandflaske er lavet af 50% genanvendeligt plast. Samtidig har vi et meget velfungerende retursystem i Danmark hvor 9 ud af 10 flasker bliver returneret,' skriver drikkevaregiganten.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at børn drikker en til halvanden liter vand om dagen afhængig af alder og fysisk aktivitet.