Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

Lastbilchauffører, der flytter gods for IKEA i det vestlige Europa, får så lav løn, at de er tvunget til at bo i deres lastbiler flere måneder ad gangen.

Det viser en undersøgelse, som BBC har lavet.

De dårlige arbejdsvilkår gælder for de chauffører, der er ansat hos fragtfirmaer med base i Østeuropa, men som fragter IKEA gods rundt i det vestlige Europa. Deres løn ligger på under 25 kroner i timen, og dermed har de ikke råd til at bo på hotel i de lande, hvor de arbejder.

En rumænsk chauffør ved navn Emilian fortæller BBC, at han sover, spiser og ’går i bad’ i sin lastbil i op til fire måneder ad gangen, når han fragter gods rundt i det vestlige Europa.

Hans seneste tur gik til Danmark.

Emilian tjener, ifølge BBC, i gennemsnit 477 euro svarende til cirka 3500 danske kroner om måneden. Til sammenligning tjener en dansk lastbilchauffører, der udfører det samme arbejde, i gennemsnit 2200 euro, svarende til cirka 16.300 danske kroner om måneden.

Ifølge EU-regler skal en chauffør, der midlertidigt er udstationeret udenfor hjemmet, garanteres de samme betingelser og den samme mindsteløn, som ellers gør sig gældende i værtsnationen. Dog udnytter virksomhederne smuthuller i loven.

Emilian er ansat hos et slovakisk datterselskab af det norske vognmandsfirma Bring og bliver derfor betalt, som om hans arbejdsplads er i Slovakiet – selvom han aldrig arbejder der.

På sine ture rundt i Vesteuropa sover Emilian i en sovepose bag i hans lastbil, selvom han, ifølge EU-lovgivning, skal tilbringe 45 timer om ugen væk fra den.

Emilian modtager 45 euro om dagen, som skal dække samtlige udgifter til hotel og mad, men fortæller BBC, at han for de penge ikke har råd til at overnatte andre steder end bag i lastbilen.

»Jeg føler mig fanget. Som en fugl i et bur,« siger Emilian til BBC.

Hos IKEA er de, ifølge Tina Lindharth, der er kommunikationsansvarlig, opmærksomme på problemet.

»Vi ser meget alvorligt på undersøgelsen, og vi sympatiserer i høj grad med de chauffører, der arbejder under de vilkår. Det er ikke okay,« siger hun til BT.

Tina Lindharth forklarer, at selvom chaufførerne ikke er ansat af IKEA, er det stadig vigtigt for virksomheden, at de har gode arbejdsforhold.

Derfor har man i IKEA et 'adfærdskodeks', der stiller nogle grundlæggende krav til, hvordan deres leverandører skal agere. Det skal sikre, at de overholder gældende lovgivning, og at de sørger for, at deres medarbejdere arbejder under ordentlige forhold.

Ifølge Tine Lindharth kontrollerer de hos IKEA jævnligt, at deres leverandører overholder adfærdskodekset.

»Jeg synes, at vi gør rigtig meget for at sikre gode vilkår for vores chauffører, men på trods af det anerkender vi fuldt ud, at der er nogle udfordringer i branchen, siger Tina og tilføjer:

»Vi ønsker at gøre, hvad vi kan, men vi også nødt til at sige: Ja, vi er en stor virksomhed, men vores andel af den samlede landtransport i Europa er stadigvæk relativt lille, så vi kan ikke ændre branchen selv.«

Tina fortæller, at de hos IKEA er begyndt at tage ud for at lave interviews med deres chauffører for at få en ide om deres arbejdsforhold samt for at se, om der er nogle uregelmæssigheder, som de skal reagere på.

Ifølge hende har de interviews, der indtil videre er blevet udført, ikke vist uregelmæssigheder i den grad, som BBCs undersøgelse har.

»De kontroller, vi har udført, har ikke vist nogen systematiske overtrædelser af adfærdskodekset, men uanset resultater, så anerkender vi, at der er udfordringer i branden, og dem vil vi rigtig gerne være med til at løse,« siger Tina Lindharth.

Ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.