Når kriminelle stjæler folks cpr-numre til at oprette lån eller misbruger kreditkortoplysninger til indkøb, bliver sagerne ofte ikke opklaret.

Hvert år går det ud over tusindvis af sagesløse danskere, og i mange tilfælde står politiet magtesløs, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

- Politiet halter efter både på ressourcer og evner til at løse disse sager. Efter min opfattelse er politikredsene mere eller mindre fortabte, siger Peter Kruize, der er kriminolog tilknyttet Københavns Universitet og har skrevet en rapport om identitetstyveri.

Peter Kruize mener, at politiet især kommer til kort, når det gælder identitetsmisbrug på tværs af landegrænser.

Jørn Gravesen, politiinspektør og chef for Rigspolitiets National Kriminalteknisk Enhed, medgiver, at sagerne om identitetstyveri er svære at opklare:

- Mange tyve er professionelle og svære at hamle op med. Identitetstyverier ligger ikke lige til højrebenet at opklare. Men der bliver da opklaret nogle.

Formanden for Folketingets Retsudvalg, Peter Skaarup (DF), ser med stor alvor på problematikken:

- Politiet bliver nødt til at tage denne type sager mere seriøst. Enten har politiet ikke de nødvendige værktøjer til at løse sagerne om identitetstyveri, eller også bliver de simpelthen ikke brugt.

Mindst 27.000 personer udsættes årligt for en form for identitetstyveri. Det viser en undersøgelse foretaget af Danmarks Statistik i 2009.