På sin rejse mod toppen af verdens højeste bjerg er Rasmus Kragh nået til Basecamp. Her skal han vænne sig til den tynde luft, før turen fortsætter.
Stemmen går lige akkurat igennem, selvom lydkvaliteten er dårlig.
»Hallo? Kan du høre mig?«
Et svagt, men velfungerende signal forbinder Danmark med Mount Everest i 5.200 meters højde, hvor Rasmus Kragh ringer fra en satellittelefon i sit telt.
Han ankom dagen før til Basecamp, som ligger 1.000 meter højere, end han tidligere har overnattet.
»Det kan jeg tydeligt mærke på min krop, men det går over efter et par dage. Lige nu er vejret lidt gråt og overskyet, så jeg er krøbet ned i min sovepose,« fortæller han.
Det lille, gule telt, som han kalder sit hjem, er præcis stort nok til, at han kan sidde op og ligge ned. Det er indrettet med soveplads, klatreudstyr og oppakning. Et velorganiseret kaos.
Jorden er hård, så i stedet for teltpløkke har han brugt store sten til at holde teltet nede, så det ikke blæser væk i den kraftige vind.
Teltet er slået op ved foden af Mount Everest. I en dal, hvor 150 mænd og kvinder fra hele verden bor i farverige klynger af telte, før deres bjergbestigning begynder. De fleste skal bestige bjerget fra sydsiden, der er den mest populære og kommercielle rute. Men Rasmus Kragh har valgt at bestige Mount Everest fra nordsiden, som er både længere og sværere. Når han står på toppen af bjerget, vil han være den første dansker der har besteget bjerget alene, uden ilt og fra nordsiden.
Dagens højdepunkt
Hjemme i Danmark har det lige været påske. En højtid som mange fejrer med påskefrokoster, hvor snaps og mad ikke er en mangelvare. Også på Mount Everest er maden vigtig, hvis ikke vigtigere, men udvalget langt mindre.
»Jeg spiser sammen med nogle af de andre i Basecamp. Ofte er det ris med grøntsager og dåsemad i alle afskygninger. Jeg skal have nok proteiner hver dag for at holde min kampkraft og ikke tabe muskler, så selv lidt svitset dåsekød bliver en vigtig proteinkilde. Måltiderne bliver mere og mere trivielle, fordi madrationerne hurtigt bliver opbrugt. Alle friske forsyninger og alt kød skal transporteres langvejs fra. Det er et af de store problemer her i Tibet, for det betyder, at det meste er dåsemad. Dåsepølser, dåsekød og dåsebønner...”
På trods af den sparsomme menu er det alligevel måltiderne, som er dagens højdepunkter på bjerget. Det kræver ufattelige mængder energi at holde sig i gang, så hvert måltid bliver en livsnødvendighed.
»Dagene går med at spise, drikke og slappe af. Jeg ser altid frem til aftensmaden, men har alligevel tabt mig lidt de seneste tre uger.«
Dagens første gastronomiske højdepunkt er morgenmaden, der består af risgrød.
»Jeg har forskellige ting, som jeg kan forkæle mig selv med på de hårde dage. Bl.a. et kilo kaffe, som redder min morgen. Og så har jeg selvfølgelig lakrids med. Jeg elsker lakrids, det er noget af det vigtigste for mig,« siger han.
En af de største udfordringer i Basecamp er den kolde, tørre luft. Rasmus Kragh har et tubehalstørklæde om halsen, som han aldrig tager af. Om natten sover han med det over ansigtet, som værn mod den tørre luft, der øger risikoen for at få halsbetændelse.
»Oppe i højden kompenserer jeg for det lave iltindhold ved at ventilere hurtigere og trække vejret hurtigere. Det betyder, at jeg udånder meget mere fugt end normalt, derfor skal jeg indtage mere væske i løbet af dagen. Jeg drikker en forfærdelig masse te. Normalt skal en person indtage to liter væske om dagen, lige nu indtager jeg det dobbelte. Når jeg er ude at vandre, kan jeg drikke helt op til fem liter væske.«
Det er tre uger siden, han rejste fra Danmark. Ifølge planen er der endnu 40 dage til, at han skal stå på toppen af bjerget. Det er en enestående ekspedition, som han har set frem til i lang tid, men i de grå og nådesløse bjerge savner han også Danmark.
»Jeg har set frem til det her i lang tid, men jeg savner at kunne vågne i min seng på en rolig lørdag, hvor solen skinner. Lave en god morgenmad og nyde min kaffe, mens jeg ser morgen-tv. Det er de helt almindelige ting, jeg savner. Jeg savner at se planter og vand. Som dansker ser man grønt dagligt, her er der kun grå og brune farver. De farverige telte er det eneste, som giver farve. Alligevel er det vildt, fantastisk endelig at være her.«
Efter et øjebliks stilhed tilføjer han:
»Jeg kan mærke, at det er nu, det for alvor begynder. Basecamp er et helt nyt kapitel.«
Højden er fjenden
Iltprocenten i luften bliver mindre og mindre for hver højdemeter, som Rasmus Kragh går opad. Det er potentielt dødeligt for et menneske, som ikke har akklimatiseret sig.
Han har erfaringer fra sine tidligere ekspeditioner med i bagagen og har trænet sin krop til højderne. Men spændinger i hovedet er en konstant påmindelse om, hvordan forholdene på bjerget påvirker kroppen. Nogle dage bliver spændingerne til hovedpine af migrænestørrelse. Rasmus Kragh har indtil nu været sparet for de værste symptomer på højdesyge, men mærker konsekvenserne af højden.
»Jeg er mere træt, fordi den tynde luft kun har en iltprocent på 50 pct. i den her højde. Jeg gisper lidt efter luft en gang imellem. Mit hjerte slår også dobbelt så hurtigt, fordi pulsen stiger. Det bliver kun værre, des højere jeg kommer op. Med andre ord er kroppen hele tiden under pres.«
Det handler om at tage det roligt og drikke en masse væske og konstant være opmærksom. Forsvinder symptomerne ikke efter en dag eller to, skal han bevæge sig længere ned ad bjerget igen. Selvom Rasmus Kragh har arbejdet hårdt for at vænne sig til en hverdag i over 5.000 meters højde, bliver han alligevel hele tiden mindet om, hvor stor forskel der er på Basecamp og en hverdag i Aarhus.
»De ting, jeg normalt gør i Danmark, er umulige i de her højder. Alt foregår i slowmotion. Et helt almindeligt gå-tempo kan med det samme gøre mig forpustet, og det tager lang tid at falde ned igen,« fortæller han.
Dagene i Basecamp bruger han på at planlægge den videre tur op. Om to dage begynder han at sortere de ting, han skal have med op til det næste plateau på bjerget. Når tasken er pakket, begynder turen til Advanced Basecamp i 6.400 meters højde. Inden da skal Rasmus Kragh træne sin krop til endnu en højdestigning. Han skal på små ture op over 6.000 meters højde langs de stejle bjergsider, for derefter at gå ned igen. Hvert skridt, hvert måltid og hver dag bringer Rasmus Kragh tættere på toppen af Mount Everest.
»For fem dage siden var jeg nervøs og spændt. Nu har jeg set Mount Everest på afstand flere gange og bevæger mig hele tiden tættere på. Det er blevet meget virkeligt for mig. Dét gør, at jeg er mere løsningsorienteret. Jeg har fokus på min opgave: at komme op ad bjerget skridt for skridt.«
Det tager Rasmus Kragh 45 min. at blive klædt på hver morgen. De store støvler har små metalpikke, der sikrer, at han står fast på is og sne. Hjelmen beskytter hovedet mod is og sten, der kan falde ned, mens han klatrer. Jo højere oppe på bjerget han når, des længere tid tager det at blive klar.
Dagbog: Op i højden
5. april
»Jeg vandrer mod vest til landsbyen Taranga i Nepal i 4.040 meters højde. På mit kort står der, at der er et overnatningssted i landsbyen. Men da jeg ankommer om eftermiddagen, kan jeg ikke finde det. Jeg ender med at spørge de lokale, som fortæller mig, at der ikke er noget overnatningssted – overhovedet. Men jeg kan overnatte hos dem. Parret er begge over 70 år gamle, men begge superfriske. Ni måneder om året lever de for sig selv heroppe, men om vinteren flytter de længere ned ad bjerget, fordi det er for koldt. Deres levevej er yakokser, som de udlejer og videresælger i højsæsonen. Jeg er virkelig imponeret over de to gamle mennesker. Dem kan vi alle lære noget af.«
6. april. Tidligt om morgenen
»Jeg bevæger mig ud på den hårdeste dag af højdetilvænningen her i Khumbu-regionen. En vandretur over Renjo La-passet i 5.350 meter til Gokyo i 4.800 meter. Jeg begynder at kunne mærke, hvordan luften er blevet tyndere. Det gør min 15 kilo tunge oppakning endnu tungere at bære. Jeg har i de foregående dage allerede presset mig selv meget i forhold til højdetilvænning, så jeg forventer en smule hovedpine og andre reaktioner på den store stigning.«
7. april
»Jeg vågner allerede kl. fem. Alt for tidligt ... Men jeg sover ikke tungt heroppe i højden. Det har jeg efterhånden vænnet mig til, og det går som regel over, når der er gået nogle dage, og min krop er begyndt at slappe mere af. Jeg får dejlig varm te med mælk og en pandekage med honning. Ren energi, og jeg føler mig klar. Jeg husker mig selv på, at det er MEGET vigtigt, at jeg går utrolig langsomt og roligt i dag. Ofte bevæger jeg mig alt for hurtigt, det er et af mine store problemer i højden. For regningen kommer bagefter i form af hovedpine, som minder om migræne.
Efter den første stigning kommer jeg op på et plateau, hvor jeg mødes af varme solstråler. En vidunderlig følelse efter at have gået i den råkolde og frosne morgen. Omkring kl. 11 nærmer jeg mig toppen af passet. Jeg har lige krydset 5.000 meter, og højden begynder at nive. Jeg er nødt til at holde hvil ret ofte – for hver 15-20 højdemeter. Hver gang finder jeg et sted, hvor jeg kan hvile rygsækken på nogle klipper. Da jeg endelig når toppen, bliver jeg første og fremmest ramt af lettelse. Det var hårdt. Derefter kigger jeg op og bliver ramt af det vildeste 360 graders udsyn. Hvide spidse bjergtinder skyder op overalt og udgør hele horisonten. Så ser jeg det – Everest – for første gang. Bjergets profil dominerer udsigten. En stor, sort pyramide af sten – majestætisk og frygtindgydende. Det er med en blanding af spænding og respekt, at jeg betragter kæmpen. Det er som om, jeg med ét bliver langt mere fokuseret og bevidst. Aldrig før har jeg betragtet Everest på denne måde – det går op for mig, at det ikke bare er et bjerg. Det er verdens højeste – og jeg skal op på toppen.
Jeg kigger på de farverige bedeflag, der blafrer i vinden, og forstår, hvorfor bjergfolket, der i generationer har kaldt dette barske landskab for deres hjem, synes, at der er noget guddommeligt over det. Noget, der er større end os. Et landskab der vokser ind i himlen.
På vejen melder en let hovedpine gradvist sin ankomst, for til sidst at få overtaget. Jeg er både træt og dehydreret, skynder mig at få nøglen til et rum på et af de nærmeste overnatningssteder, hvor jeg falder sammen på sengen. To timer senere vågner jeg – klar i hovedet.«
10. april
»Jeg flyver fra Lukla til Kathmandu kl. syv om morgenen fra Hillary Tenzing AirPort i Lukla. Det er en af verdens farligste lufthavne, fordi den meget korte landingsbane hælder godt 30 grader. Flyene lander bogstaveligt talt op ad bakke. Når vi skal lette, er det ned ad bakke – når flyet ikke at komme op i tide, bliver det mødt af en lodret klippeafsats, der hvor landingsbanen slutter. Som skærm for larmen og som hjælp mod spændingen kommer stewardessen rundt med et par totter vat til at putte i ørerne og et bolsje til at ’dulme nerverne’.«
13. april
»Min kontakt til de kinesiske myndigheder meddeler, at alt mht. visa er i den skønneste orden. Så jeg er klar til afgang i morgen kl. otte. Jeg glæder mig til flyve mod Lhasa i Tibet og rigtig komme i gang. Det er ren forventning, fokus og glæde.
