Du er nu nummer 374 i køen. Vent venligst.

Har du forsøgt, eller planlægger du at forsøge at komme i kontakt med Skat, kan du godt væbne dig med tålmodighed.

Sådan lyder meldingen fra underdirektør i Skat Richard Hanlov.

»Vi oplever lige nu et stort pres, fordi folk, der lige har fået deres lønseddel for januar, undrer sig over, at lønnen er anderledes end den, de fik i december. Det hænger tit sammen med, at de ikke har fået rettet deres forskudsopgørelse, hvis der er sket noget i løbet af året,« forklarer underdirektøren.

Ikke kun forskudsopgørelsen udfordrer køen til skattevæsenet. Fra tirsdag af kan nysgerrige danskere også smugkigge på deres årsopgørelse, som ligger endelig klar 9. marts. Derfor har Skat allerede mandag lagt en køfunktion ind over sin hjemmeside, skat.dk, så borgere ikke behøver at sidde og ventet på at få lov at logge på siden i uvished.

»Vi er godt klar over, at det vækker stor interesse hos alle kunder, og vi er i Skat udfordret af, at vi henvender os til 4,8 millioner borgere på en gang. Så det er klart, at presset er kæmpestort. Når presset er rigtigt stort på vores hjemmeside, fortæller køfunktionen, hvilket nummer man er i køen, og så står der præcis, hvor lang ventetiden er,« siger Richard Hanlov.

Han opfordrer danskere til at søge svar på deres spørgsmål på Skats hjemmeside, Facebook-profil og Twitter. Har man behov for personlig vejledning, er der dog ingen vej udenom telefonen:

»Gudskelov er danskerne jo utroligt digitale og bruger vores løsninger på nettet meget, men det er ikke et sted, hvor man kan få sagsbehandling.«

Skat dannede i november 2014 4,8 millioner forskudsopgørelser for 2015. 40 procent af borgerne har ind til videre ifølge Skat tjekket forskudsopgørelsen.