I mandags stødte de sammen: Nu skal skandale-tog redde julen

Havarikommissionen undersøger netop nu, hvorfor to IC4-tog mandag stødte sammen under det, der skulle have været en harmløs sammenkobling i Esbjerg. Uheldet kommer på det værst tænkelige tidspunkt for statsbanerne. Allerede søndag skifter DSB nemlig til en ny køreplan, der kun hænger sammen, hvis de skandaleramte IC4-tog virker, som de skal.

- Vi har nu så meget tillid til IC4-togene, at vi i endnu højere grad end tidligere har bygget vores køreplan op om toget, siger trafikinformationschef Tony Bispeskov fra DSB.

Den tillid betyder, at DSB søndag indsætter 24 togsæt af den uheldsramte togmodel på landsplan. Hvis den nye køreplan virker efter hensigten, betyder det flere siddepladser og hurtigere tog på visse strækninger.

Intet alternativ

Ifølge planen skal IC4-togene køre fast på flere strækninger. Blandt andre Aarhus - Esbjerg, Aalborg - Frederikshavn og som lyntog mellem København og Aarhus.

Det betyder samtidig, at der ikke er noget alternativ, hvis IC4erne svigter. DSB har ikke nok togsæt i reserve, hvis de italiensk producerede tog må pilles af, oplyser trafikinformationschefen.

- Vi kan ikke umiddelbart gå tilbage til andre togtyper. Men vi kører kun med IC4-tog nu, fordi vi stoler på det, siger Tony Bispeskov.

DSB har nu fået leveret alle togsæt i det stærkt forsinkede projekt, der samtidig har været forfulgt af uheld og tekniske fejl. Togene blev bestilt i 2000 og skulle have været køreklare i 2006. Først syv år senere er togene fra Ansaldo Breda-fabrikken endelig klar til større og regelmæssig drift. Den nye køreplan bygger på, at DSB hver dag kan stille med 24 køreklare IC4-togsæt. Det er fem sæt mere end i dag, skriver Ingeniøren.

- Vi har ingen problemer med at levere de tog, vi skal, og vi kommer også til at levere de tog, som den nye køreplan kræver, lød det fra Steen Schougaard Christensen, direktør i IC4 Vedligehold, til Ingeniøren.

Ingen betænkeligheder

Kun fem dage efter den nye køreplan træder i kraft, venter årets absolut travleste rejsedage. På trods af faren for at skuffe tusindvis af danske julerejsende, tror man hos DSB på, at IC4 nu virker.

- Jeg har ingen betænkeligheder, forstået på den måde, at når vi baserer en køreplan på IC4, er det ud fra en tro på, at IC4 er klar til at komme ud på skinnerne, forsikrer DSB-chefen.

DSB: Stille og rolig jul

Kalenderen er venlig ved julens togrejsende. Sådan lyder beskeden fra DSB, der regner med, at julestressen holder sig ude af togene før helligdagene.

Grunden til det er, at årets travleste periode på skinner er fordelt over fire dage, fra den 20.-23. december, hvor danskerne rejser på juleferie.

- Det gør, at vi ikke forventer det helt store pres som andre år, hvor rejserne skal foregå på en enkelt dag, siger trafikinformationschef Tony Bispeskov.

DSB opfordrer alligevel de rejsende til at bestille billet og plads i god tid. På den måde har de mulighed for at indsætte flere vogne på de mest belastede afgange. Derfor kunne man allerede tidligt i december se DSB-annoncer, der opfordrede til at bestille julebilletten i god tid. Den 23. december vil stadig være årets travleste dag. Ekstra togvogne

- Hvis kunderne i god tid reserverer, kan vi putte flere togvogne på i takt med, at bestillingerne kommer ind, lyder det fra Tony Bispeskov, der dog pointerer, at der er en øvre grænse for, hvor mange togsæt en enkelt afgang kan bestå af.

Derfor skal man være tidligt ude, hvis man vil være helt sikker på at få en siddeplads. Flertallet af rejsende køber først plads og billet dagen før eller kort før afgang, og det skal årets kampagne ændre på.

På trods af tidligere problemer er både hjemmeside og billetautomater klar til julens travlhed, garanterer trafikinformationschefen.

Læs også: