Måske ser det ind imellem sort ud, men der er håb. Det handler om at tro, være positive og kæmpe, så er der en vej tilbage til livet. Sådan lyder budskabet fra Hanne Thaysen til ofrene fra Præstø-ulykken.

- Forældrene til de unge fra Præstø-ulykken må ikke give op. De kan få deres søn eller datter helt tilbage.

Hanne Thaysen er en kvinde, der tror på livet, selvom hun har set ned i afgrunden.

- Nøglen til at komme tilbage efter en hjerneskade er ikke at fokusere på det, der er håbløst, men på det, der giver håb, siger Hanne Thaysen. Hun har siddet i stort set den samme situation som forældrene til de syv efterskole-elever, der er indlagt med hjerneskader på Hammel Neurocenter. - Jeg synes, jeg kunne spore en håbløshed blandt forældrene til de syv unge fra Præstø-ulykken, da de fortalte om deres børns skader. Det har de ingen grund til, siger Hanne Thaysen. For omkring to år siden blev hendes dengang 14-årige datter Amalie sparket så kraftigt i hovedet af en hest, at datteren fik en livsfarlig hjerneskade, der bragte hende i respirator, hvor hun svævede mellem liv og død. De skader, Amalie måtte lide under de næste mange måneder, minder meget om dem, de syv fra Lundby Efterskole nu behandles for på Hammel Neurocenter. 10 uger efter kæntringsulykken i Præstø Fjord. På samme tid i Amalies sygdomsforløb kunne den dengang 14-årige pige ikke tale, gå, eller spise selv. I dag lever Amalie et helt normalt liv som en 16-årig gymnasiepige, stort set uden mén. - Jeg har det fantastisk, siger Amalie kun med en snert af slør i stemmen. - Jeg har lidt med hukommelsen, og så siger de også, at jeg har noget med koncentrationen. Det synes jeg nu ikke selv, griner Amalie, der lige har fået en opgave i fysik tilbage. 10 fik den på 12-skalaen. Hun har også modtaget 10 og 12-taller i sine dansk-og franskopgaver.

Lægerne troede, hun ville dø

- Det går først op for mig her bagefter, at lægerne ikke troede, at Amalie ville overleve. For jeg var fast overbevist om, at min Amalie ikke kunne dø. I dag ved jeg, at miraklernes tid ikke er forbi, siger Hanne Thaysen. I Amalies hospitalsjournal står det sort på hvidt: 'Alvorlig, livstruende hjerneskade.' - Og da Amalie kom til Hammel, hvor også de syv Præstø-elever genoptrænes i dag, var hun helt lam. To en halv måned efter ulykken trak hun vejret selv, men var stadig stærkt handicappet af skaderne i hjernen. - Hun kunne ikke spise selv, hun kunne ikke gå selv, kunne ikke tage sokker på. Og hendes tunge var lam, så hun kunne heller ikke tale, fortæller Amalies mor. Så det så sort ud?

- Nej, det er netop det, der er forkert. Sådan så jeg slet ikke på det. Og heller ikke Amalie. Vi fokuserede overhovedet ikke på det negative. Men på det hun kunne, i stedet for alt det hun ikke kunne. Vi koncentrerede os om hvert lille fremskridt, alt det positive, der trods alt skete, fortæller Hanne Thaysen, der i sin dagbog sirligt har noteret hver gang, der skete et lille mirakel. 'Amalies øjenlåg vibrerer', 'Amalie kan vippe med sin storetå',  'kan klemme min hånd', og så videre. - Amalie kunne skrive, før hun begyndte at tale igen, og meget tidligt begyndte hun at lave positiv-lister. På et tidspunkt stod der for eksempel: 'Det er godt, at det er i højre side, jeg er lam, fordi jeg er venstrehåndet.'

- Amalie lavede også mål-lister, hvor hun for eksempel besluttede sig for, at hun selv ville gå på toilettet. Og så hakkede hun dem af efterhånden, som hun havde klaret målene, siger hendes mor. Udover selve genoptræningen på Hammel Neurocenter, nævner Amalie også den konstante tilstedeværelse af sin mor som en anden nøgle til overlevelse og genkomsten til et normalt liv:

- Hun lavede et lille sted med sin computer ved siden af min seng. Det betød utrolig meget, at hun hele tiden holdt humøret oppe for mig, hvis jeg var nede og trist. Det er vigtigt, at man har nogen tæt på hele tiden, der kan påpege de små fremskridt, der sker, fordi man ikke altid selv kan holde styr på det, man er blevet bedre til, siger Amalie, der igen og igen fremhæver fokus på det positive. Til gengæld advarer hun mod selvmedlidenhed:

- Jeg lå på Hammel med en anden pige, og hun talte tit om alt det, hun ikke kunne, snakkede om hvorfor ulykken lige skulle ske for hende, og hvor uretfærdigt det hele var. Den bitterhed kan man slet ikke bruge til noget. Min mor er meget positiv, og det livssyn har jeg nok arvet. Heldigvis, smiler Amalie, der fuldfører 1. g efter planen til sommer. - Der var ellers tale om, at Amalie skulle tage det over to år, men det ville damen absolut ikke høre tale om, siger den stolte mor, der sammen med Amalie har været på Lundby Efterskole i Præstø for at tale med kammeraterne til de syv, der stadig er indlagt på Hammel Neurocenter efter kæntringsulykken i februar. - Det betød rigtig meget for Amalie, at hun stadig havde kontakt til sine skolekammerater, og at de kom på besøg, så de kunne pjatte og lave fis og ballade sammen, siger Hanne Thaysen. - Forældrene til de syv på Hammel må ikke give op. De skal tro på, at det kan lade sig gøre, og bakke deres børn op hele tiden. Jeg ved, det kan lade sig gøre at få sit barn tilbage. Jeg har jo fået min gamle Amalie tilbage.

'Nej', siger Amalie. 'Det er ikke den gamle Amalie, der er tilbage. Det er en opgraderet Amalie.'

- Selvfølgelig har det været en lang og svær proces, men jeg synes også, at jeg har fået så mange oplevelser, at det har givet mig en hel masse livserfaring, smiler Amalie.