Torsdag klokken 10 offentliggøres Michelin Guiden, og der er stjerner på spil for flere danske restauranter.

Det er næppe gået danske madelskeres næser forbi, at Danmark klarer sig ganske godt, når det kommer til gastronomien.

Michelin Guiden, der giver garanti for gastronomi i topklasse, indeholder nemlig allerede hele 13 danske restauranter.



Noma har to stjerner, og det bliver spændende at se, om Noma, som den første skandinaviske restaurant nogensinde, kan indkassere sin tredje stjerne i madelskernes bibel.

Ifølge bookmakeren Betsafe er restauranterne Restaurationen, Mielcke & Hurtigkarl og Fishmarket også gode bud på spisesteder, der kunne ende i det fine selskab.

Se sidste års danske Michelin-restauranter 

Michelin Guiden har eksisteret siden august 1900, og stjernerne er et udtryk for, hvor gode spisestederne er: en stjerne gives til de gode spisesteder, der er værd at besøge. To stjerner gives til spisesteder, der er en omvej værd, mens spisesteder med tre stjerner indikerer, at det er værd at rejse efter det måltid, de serverer. Og det er altså det, der er på spil for Noma.