____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>- Det er en ret god dag i dag.

Sådan lyder det beskedent fra den 60-årige kontanthjælpsmodtager Claus Hede Nielsen, der fra i dag kan kalde sig millionær. 

Han er nemlig barnebarn af Niels Hede Nielsen, der grundlagde Hede Nielsen-koncernen i Horsens, som bl.a. producerede radioer, tv og cykler. Og Civilstyrelsen har afgjort, at Claus i 30 år er blevet uberettiget afskåret fra at få penge fra familiens stenrige fond. En fond på over 150 millioner kr. 

Og efter flere måneders forhandlinger med fonden går pengene i dag ind på Claus' konto. 

- Jeg regner med, at de går ind lidt senere i dag. Jeg må ikke oplyse, præcis hvor meget, det er for fonden, men vi er to, der skal dele et beløb, der er noget større end 10 millioner kroner, så der er tale om adskillige millioner kroner, når Skat også har fået lidt, siger han. 

Et beløb af den størrelse må siges at kunne vende op og ned på Claus' liv. Han bor i dag i et værelse på 16 kvadratmeter, som han giver 1800 kroner om måneden for. Han er på kontanthjælp, og har taget et ulønnet PR-arbejde hos et rekrutterings-bureau i Horsens. Selvom han nu kommer til at vælte sig i penge, vil han dog forsøge at undgå de store armbevægelser.
 
- Jeg må nok hellere lade være med at gå ud og købe mig en Ferrari. I stedet skal jeg fredag mødes med min bankrådgiver, og så skal vi have set på, hvor jeg kan investere pengene, så jeg kan få forrentet pengene bedst muligt. 

Men altså du er lige blevet millionær, du skal vel ud og fejre det?

- Næ, det havde jeg faktisk ikke planer om, men jo måske jeg skulle købe mig et godt måltid.