Har du oplevet en lignende episode, eller ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.

En hyggelig søndagstur i IKEA endte i går brat og blodigt for Rajeshwaran Kalaiselvan.

Sammen med sin sambo var Rajeshwaran Kalaiselvan taget til IKEA i Gentofte for at købe lidt ind til deres nye lejlighed. Midt i al shopperiet meldte sulten sig, og Rajeshwaran Kalaiselvan og samboen valgte derfor at tage en hurtig bid mad i IKEAs restaurant.

Den beslutning skulle Rajeshwaran Kalaiselvan dog hurtigt komme til at fortryde, for den kylling-ret, han bestilte, viste sig at gemme på en smertefuld overraskelse.

»Efter et par bidder kunne jeg pludselig smage og mærke blod i min mund, og så fandt jeg ud af, at der var et glasskår i min mad,« siger Rajeshwaran Kalaiselvan til BT.

Det store glasskår havde boret sig op i ganen på Rajeshwaran Kalaiselvan, der efterfølgende måtte skylle blodet ud med vand og forsøge at stoppe blødningen med servietter.

Se billederne her:

Ikke den eneste

Rajeshwaran Kalaiselvan var faktisk ikke den eneste kunde i IKEA's restaurant i Gentofte, som fik glasskår i maden søndag. Kort forinden klagede også en anden kunde over præcis det samme. Vedkommende fandt glasskårene i en anden ret.

»Det er dybt beklageligt, det der er sket,« siger Tina Lindharth, som er Corporate Communication Manager i IKEA til BT.

»Vi tager sagerne meget alvorligt og vil kigge vores rutiner grundigt igennem, så vi kan forebygge at noget lignende sker igen. Vi vil aldrig løbe fra vores ansvar og lover at følge op på sagen overfor de berørte kunder, når vores interne undersøgelse er overstået,« fortsætter hun.

I begge tilfælde blev alle ingredienser af samme type som dem, der blev brugt i de pågældende retter kasseret af sikkerhedsmæssige årsager. Ud fra de foreløbige undersøgelser tyder det ikke på, at glasskårene allerede var i maden, da IKEA modtog fødevarerne fra producenten.

»Det ser heller ikke ud til, at de er endt i retterne i vores køkken, hvor der slet ikke bliver brugt glas,« siger Tina Lidharth og fortsætter:

»Vores foreløbige undersøgelser viser, at et glas smadrede i selve restauranten. Jeg ved endnu ikke, hvornår det skete, men det er vi ved at undersøge nærmere for at finde ud af, om der kan være en sammenhæng og om det kan være årsagen.«

Kunne ikke få dokumantation

Straks efter at have opdaget glasskåret i sin blødende mund tog Rajeshwaran Kalaiselvan kontakt til restaurantpersonalet, hvor han fremviste det store stykke glasskår.

»Jeg fortalte dem, at jeg ville have dokumentation for, at der havde været glas i min mad. For hvis der sker noget med mig i morgen (i dag, red.), er jeg nødt til at kunne bevise, at det er sket på grund af glasskåret,« siger Rajeshwaran Kalaiselvan og fortsætter.

»Men jeg kunne ikke få noget dokumentation. De sagde bare, at de ville kontakte mig.«

Det er der, ifølge Tina Lindharth, en logisk forklaring på.

»Vi har i øjeblikket ikke et dokument, som kan udfyldes sammen med kunden i tilfælde af hændelser som disse, men jeg vil tale med vores sikkerhedschef om at få indført en sådan standardskrivelse,« siger hun.

Mandag fik Rajeshwaran Kalaiselvan at vide, at der kunne gå alt fra to dage til to måneder, før han hører fra IKEA. Derudover fik han beskeden, at hvis han fik det dårligt, kunne han kontakte skadestuen. Han har endnu ikke hørt fra IKEA.

Stresset og nervøs

»De fortalte mig, at sundhedsvæsenet er gratis i Danmark, så jeg kunne bare søge læge. Jeg har boet i Danmark i en del år, så det ved jeg godt, men det har jo ikke noget at gøre med, at jeg får et glasskår i munden i deres restaurant,« siger Rajeshwaran Kalaiselvan, der endte med at skændtes med personalet i en halv time.

»Det eneste jeg fik ud af det, var svaret, 'IKEA er en stor virksomhed', og at de ikke kunne finde på at snyde mig,« siger Rajeshwaran Kalaiselvan, der frygter, at en erstatningssag mod IKEA vil blive så dyr i advokatbistand, at han ikke har råd til at føre den. Især ikke hvis han ikke har dokumentation fra IKEA.

Tina Lindharth kan ikke udtale sig om, hvorvidt Rajeshwaran Kalaiselvan kan få en kompensation. Men hun forventer, at han vil høre fra IKEA i den nærmeste fremtid og ikke først om to måneder.

Dagen derpå er Rajeshwaran Kalaiselvan stadig meget påvirket af hændelsen i IKEA-restauranten, som i værste fald kan få alvorlige konsekvenser for ham.

»Jeg har været meget stresset i går og i dag. For hvad nu, hvis jeg har fået glasskår i maven?« spørger han.

Har du oplevet en lignende episode, eller ved du noget om sagen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.