Babyen var angiveligt kun lige blevet født, da den blev revet bort fra moderen. Det var en lille perfekt pige med knaldsort hår, som gav et hjerteskærende skrig fra sig.
Så tog mændene barnet. Knækkede halsen på hende og stoppede hende i en blå plasticpose. Og så gik de. Med posen i hånden.
Det var i 2005. Siden har ingen set spædbarnet fra Odsherred. Man mente, at de to mænd gravede hende ned.
Men nu vil Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti have gravet sagen om det forsvundne spædbarn op.
»Det er reelt en uopklaret drabssag denne her, og det kan man ikke bare se gennem fingre med. Når sagen bliver droppet og henlagt, så er det et svigt af kvinden. Det er ikke holdbart,« siger Peter Skaarup til DR.
Sagen, som Skaarup refererer til, havnede på alle landets forsider i efteråret 2011, og omhandlede - udover et muligt spædbarnsmord - incest.
Ifølge anklageren havde en 49-årig mand og en 64-årig mand i forening og fælles forståelse i perioden fra 1990 til 2005 haft gentagne samlejer med den yngstes datter. Fra hun var 2 til 17 år gammel.
Graviditeten fandt angiveligt sted i 2005, hvor pigen var 16 år gammel. Og fødte den datter, som aldrig er blevet set siden.
Men først i 2011 turde pigen fortælle om det seksuelle misbrug, som to familiemedlemmer havde udsat hende for. Og med til den historie hørte den om drabet på hendes baby.
Som led i efterforskningen af sagen endevendte politiet en 900 m2 stor øde grund i området. Med hjælp fra arkæologer blev hver én sten vendt. Uden at liget dukkede op.
De to mænd sad varetægtsfængslet i omkring ét år, blev sigtet for sexmisbrug og drab. Men uden et lig måtte politiet opgive sagen, og mændene blev løsladt.
Siden har den ligget stille.
I sommer fik den dog fornyet liv, da offeret og moderen til det dræbte spædbarn stod frem i Ekstra Bladet og i en tv-dokumentar fortalte om, hvordan hun blev holdt som sexslave. Og hvordan hun så sin lille datter blive dræbt.
»Det lyder som en elastik, der springer,« sagde hun til Ekstra Bladet om den bestialske øjeblik, hvor halsen knækkede.
I dokumentaren rettes der stærk kritik mod politiets efterforskning. Bl.a. fra socialdirektøren i Odsherred Kommune, hvis undersøgelser viste, at Jeanet Pedersen - som offeret hedder - havde været gravid. Og havde født et barn.
»Så jeg bliver da meget forundret over, at efterforskningen lander på en måde, hvor der ikke kommer en afklaring på, hvad det er, der er foregået,« siger socialdirektøren i dokumentaren.
Det er sandsynligvis på baggrund af den, at Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti har taget sagen op overfor justitsministeren, og ønsker svar omkring politiets håndtering af den.
Til DR afviser Midt- og Vestsjællands Politi dog Skaarups kritik.
»Vi har efterforsket denne her sag ualmindelig grundigt. Og lige nu og her har vi ikke mere, der skal efterforskes,« siger kommunikationsmedarbejder Carsten Andersen til dr.dk.