Hvor er alle pengene? Det er det spørgsmål, både kuratorer og kreditorer har stillet i lang tid i behandlingen af konkursboet efter Steen Gudes Stones Invest. Stones Invest gik konkurs i 2008 med en samlet usikret gæld på 2,5 mia. kroner. Men op til to mia. kroner er simpelt hen forsvundet fra Stones Invest.

Hvor er alle pengene? Det er det spørgsmål, både kuratorer og kreditorer har stillet i lang tid i behandlingen af konkursboet efter Steen Gudes Stones Invest. Stones Invest gik konkurs i 2008 med en samlet usikret gæld på 2,5 mia. kroner. Men op til to mia. kroner er simpelt hen forsvundet fra Stones Invest.

- Hvem sidder med pengene, spørger René Larsen, tidligere tillidsmand på Holmegaard Entertainment, som bare var en af de adskillige virksomheder, Steen Gude og Stones rev med i faldet.

En af Danmarks førende konkurs-advokater, Pernille Bigaard, formand for Advokatrådets Insolvensudvalg, vil ikke udelukke, at nogle af pengene inden Gudes personlige konkurs er flyttet til Schweiz, hvor Steen Gude i dag lever et luksusliv. I Stones Invests konkursbo vil kurator Søren Aamann Jensen ikke forholde sig til det.

Fire års arbejde

- I må søge aktindsigt i boets årsrapporter til Sø- og Handelsretten, siger Søren Aamann Jensen, der heller ikke vil oplyse, om boet har fundet frem til de forsvundne penge.

Kuratorerne har nu arbejdet med konkursboet efter Stones Invest i næsten fire år - og er tæt på at afslutte arbejdet, der ikke umiddelbart har forbindelse med den verserende straffesag mod Steen Gude ved Retten i Lyngby.

- Der mangler nogle salg af ejendomme og nogle andre ting, og når det er sket, forventer vi at kunne afslutte boet, siger Søren Aamann Jensen.


Forberedte han flugt?

Pernille Bigaard:

- Så vidt jeg ved, skal man for at få en bopæl i Schweiz dokumentere, at man har penge og dermed råd til at være der. Det må han så også have gjort, siger Pernille Bigaard.

- Inden han gik konkurs, kunne han i princippet have overført penge til Schweiz og forberedt en flugt, inden kreditorerne kom efter ham?

- Det kan ikke udelukkes. Og på afstand virker det også i den her sag som, at der er nogle penge forsvundet, som kuratorerne ikke kan finde. Og det er da et problem, hvis det er nogle af de penge, der er kommet ud af systemet, inden han gik konkurs, og som han nu bruger til at finansiere en stor villa i Schweiz, siger Pernille Bigaard.

Fra Stones Invest blev begæret og senere erklæret konkurs, gik der mange dage, inden Steen Gude blev erklæret personligt konkurs.