Det er et usædvanligt stort og stærkt dyr, der er løs i Dyrehaven, siger Naturstyrelsen til BT.

Onsdag blev en dådyr-kalv fundet i Jægersborg Dyrehave nord for København med hovedet bidt helt af, og torsdag valgte Naturstyrelsen, at underrette offentligheden.

»Vi mener, det har offentlighedens interesse, og vi mener også, at man skal tage sig i agt, hvis man møder en løs hund herude«.

»Vi har før haft løse hunde, der har skambidt hjorte i Dyrehaven og andre af vores skove,« siger skovrider Hans Henrik Christensen til BT:

»Men det, der er usædanligt her, er, at det er nogle ualmindeligt voldsomme bid, som hjortekalven har fået. Dyret har bidt gennem halshvirvlerne, så hovedet ganske enkelt er bidt af, og det kræver en usædvanligt stærk og stor hund - eller en ulv, siger Hans Henrik Christensen.

»Vi har simpelthen ikke set den slags bid før, og vi har fået taget prøver fra den døde kalv, som vi har sendt til DNA-test for at fastslå, om der kunne være tale om en ulv. Hvis det er en hund, er det helt oppe i den store størrelse - eller en stærk muskelhund«, siger Dyrehavens skovrider, der har sat en eftersøgning i gang:

»I forvejen har vi tre skytter i skoven i disse dage, hvor vi normalt skyder 600-700 hjorte for at regulere bestanden, så de er på vagt efter dyret, og vi har fået tilladelse til at skyde af politiet. Så de holder selvfølgelig øje med dyret, mens de er ude«.

Og har I også tilladelse til at skyde, hvis det skulle være en ulv?

»Ja, det har vi, og det er ikke muligt, at have en ulv i Dyrehaven. Så den vil blive nedlagt, hvis de finder en. Men vores teori går på, at det er en løs hund, selvom det altså er en meget stor og stærk én af slagsen«, siger Hans Henrik Christensen til BT.