Kommuner går til grænsen for at spare, siger flere eksperter. KL er delvist enig.

Handicappede, ældre og andre borgere med specielle behov oplever i stigende grad, at de får ret til at få deres sag behandlet på ny, når de klager til Det Sociale Nævn over en afgørelse, deres kommune træffer, skriver Berlingske.

Siden 2007 er antallet af klager fordoblet, og ud af de 11.173 klagesager i 2011 blev 29 pct. af dem sendt tilbage til kommunerne med besked om at træffe en ny afgørelse. Det er en stigning på fem pct. i forhold til 2009, viser tal fra Ankestyrelsen, som har opgjort antallet af klagesager, der vedører serviceloven.

- Det er et faresignal med så mange afgørelser, hvor lovgivningen er fortolket forkert eller for restriktivt. Det bringer den enkelte borgers rettigheder i fare. Og er et tegn på, at nogle kommuner tænker: går den, så går den, siger Kirsten Ketscher, professor i socialret ved Københavns Universitet, til Berlingske.

Der er store regionale udsving i antallet af sager, der skal gøres om. Ved Statsforvaltningen Nordjylland er andelen af omgjorte sager helt oppe på 36 pct., hvilket er »dybt problematisk«, ifølge John Klausen, lektor i socialret ved Aalborg Universitet.

Formanden for Dansk Socialrådgiverforening Bettina Post medgiver, at det høje antal tilbagevisninger af sager langt fra er i orden. Hun mener, at man tester lovgivningen ude i kommunerne.

- Man afprøver muligheden for at give afslag og tester loven, fordi der har været store krav fra kommunerne om at spare. Det er selvfølgelig svært at forholde sig til som borger, siger Bettina Post og fastholder, at »det ikke er ulovligt, men lige på kanten«.

Landsformand i Dansk Handicap Forbund, Susanne Olsen, kender også til problemet. Hun anerkender, at kommunerne kan justere deres serviceniveauer i takt med, hvad der er penge til. »Men når vi sætter foden ned nu, er det fordi, vi oplever en lang række kommuner, som overtræder principperne for almindelig retssikkerhed, siger Susanne Olsen til Berlingske.

Kommunernes Landsforening, KL, giver kritikerne delvist ret.

- Vi har indgået en stram aftale med regeringen om, at der skal være en stærk opbremsning i den kommunale økonomi. Det ses også i de her afgørelser. Der kommer hele tiden ny lovgivning, så kommunerne er nødt til at vide, hvor grænsen går, siger Anny Winther, formand for KLs Social- og Sundhedsudvalg.