123456. Sådan lyder det mest anvendte kodeord i 2016 ifølge it-mediet Gizmodo.com. Så skal man vist ikke være særlig skarp som it-kriminel for at kunne begå digitalt indbrud.

 

Men det er ikke kun kreativiteten, der halter, når det drejer sig om kodeord.

 

En ny undersøgelse foretaget af Kantar Gallup har foretaget for Nordea viser, at et stigende antal danskere har en elendig password-sikkerhed.

Eksempelvis er der hele 42 procent, som svarer ja til, at de ofte bruger de samme koder til f.eks. netbank, sociale medier eller netbutikker. Det svarer til omkring 1,5 million danskere. Tallet er steget med 300.000 sammenlignet med Nordeas tilsvarende undersøgelse fra sidste år.

Derudover er der 36 procent, som 'aldrig eller yderst sjældent' skifter kodeord.

»Vi tager det ikke alvorligt nok. Undersøgelsen viser, at det går den gale vej, og det er umådeligt trist,« siger forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen fra Nordea.

Ifølge it-sikkerhedsekspert Kim Schlyter er danskernes password-sjusk en åben dør for hackere og it-kriminelle, der nemt kan skaffe sig adgang til servere, e-mails og følsomme oplysninger.

»Det er en kæmpe udfordring. I værste fald kan du miste din identitet fuldstændig eller blive udsat for økonomisk svindel,« siger Kim Schlyter, der er partner og rådgiver indenfor it-sikkerhed hos Deloitte.

Kan aflure kreditkortoplysninger

Han nævner bl.a., at it-kriminelle kan bruge passwords til at installere aflurings-software på ofrenes computere.

»På den måde kan de følge med i alt, hvad der foregår på skærmen, uden at du ved det. Det er relativt simpelt at aflure f.eks. kreditkortoplysninger.«

Han nævner også, at mange danskere bruger det samme kodeord på arbejdscomputeren som på deres private pc.

»Du kan skade din virksomhed ganske alvorligt. Hvis en hacker får adgang til dit password, kan han f.eks. sende skadelig kode fra din e-mail til økonomi-chefen og få overført penge,« siger Kim Schlyter.

Ann Lehmann Erichsen bruger en metafor til at beskrive danskeres tendens til at bruge det samme kodeord flere steder: En toiletbørste.

»Hallo! Bruger du også toiletbørsten til at børste tænder og vaske op? Man er nærmest ved at kaste op ved tanken, og det er også sådan, man skal tænke om passwords.«

Helt galt står det til blandt 4 procent af danskerne. De svarer ja til, at de 'for en sikkerheds skyld har gemt foto af NemID nøglekort på mobilen'. Denne gruppe risikerer i værste fald, at deres private netbank bliver lænset for tusindvis af kroner.