'Hver gang jeg ser en bus, føler jeg, at jeg skal kaste op'

21-årige Amanda Hartman var tæt på at miste livet, da en højresvingende bus 19. november ramte hende og kørte videre, mens hun sad fast under bussen.

Amanda Hartman er skuffet over, at busselskabet Arriva efter uheldet forsøgte at nægte deres skyld i ulykken. Og hun er skuffet over, at de på intet tidspunkt har beklaget, at deres bus kørte hende ned. Alt hvad Amanda ønsker, er en undskyldning.

21-årige Amanda Hartman skal lige ud i T-krydset ved Arnold Nielsens Boulevard og Kettegård Alle i Hvidovre. Hun er i godt humør og på vej til boksetræning. Hun cykler forbi bussen 1A, der er ved at læsse passagerer af og på.

Da hun er et par meter ude i krydset, fornemmer hun pludselig, at en stor skikkelse nærmer sig hende. En højresvingende bus i fuld fart er nu kun få centimeter fra hendes ansigt. Nu går det galt. Hun ved det. Med et smæld rammer bussen Amanda. Hun vælter ned på asfalten og trækkes ind under bussen med sin cykel.

Bussen kører videre. Chaufføren har ikke opdaget, at Amanda og hendes cykel sidder fast under bussen lige efter forhjulene. Bussen slæber Amanda hen ad asfalten i en øredøvende metalskrabende lyd.

- Hvornår stopper bussen? Stopper den overhovedet? Tankerne suser gennem mit hoved: Overlever jeg det her? Jeg er sindssyg bange, fortæller Amanda.

Bussen stopper først efter ca. 10 meter. En ungt par ved busstoppestedet har set ulykken, og manden løber efter bussen og hamrer på ruden. En anden mand i bussen fornemmer, at noget er galt, og han råber af sine lungers fuld kraft: STOP BUSSEN.

En gruppe mennesker stimler sammen ved bussen, og de trækker forsigtigt Amanda ud under bussen og lægger hende op på græsset.

En mand spørger hende, om hun er okay?

- Ikke rigtig, svarer Amanda. Først nu overvældes hun af tårer.

Amanda vil gerne rejse sig, men folkene omkring hende holder hende nede. Hun kan ikke se så meget - kun høre en masse stemmer og sirenerne i det fjerne. Amanda mærker de bløde og kolde dryp i ansigtet.

Buschaufføren spørger en ung kvinde, der så ulykken, om Amanda havde lys på. Kvinden svarer ja.

Senere kommer chaufføren hen til Amanda på græsset. Hun spørger, om hun må få Amandas oplysninger, så hun kan kontakte hende.

Ambulance og politi ankommer til stedet omkring kl. 16.40. Redningsfolkene trykker Amandas på kroppen. Hun kan ikke mærke noget. Chokket er større end smerten.

Amanda beder en kvinde ringe til sin far og fortælle, hvad der er sket, før hun bliver kørt til Hvidovre Hospital.

Fysisk er Amanda sluppet mirakuløst fra ulykken. Hun har slået begge ben og har fået store blå mærker, revet hul på knoerne og fået flere rifter.

Amanda er sygemeldt fra sit arbejde som medhjælper i en børnehaveklasse i tre uger. Derefter starter hun på nedsat tid i to uger.

Efter ulykken ser Amanda frem til at høre fra busselskabet Arriva, der kører 1A-bussen. Hun håber på, at hun kan få snakket ud med chaufføren og høre, hvad der skete, så hun kan lægge den traumatiserende oplevelse bag sig.

To dage efter ulykken modtager Amanda et brev fra Arriva. Men da hun læser brevet, bryder hun grædende sammen.

'Ifølge chaufføren kørte du uden lys på cyklen. Vi kan ikke anerkende erstatningspligten for skaderne på din cykel og eventuelle andre genstande på det foreliggende grundlag.'

Ved ulykken blev Amandas hvide damecykel smadret og jakke og bukser ødelagt, da hun blev slæbt hen ad asfalten.

- Jeg blev rigtig ked af det, da jeg læste brevet. En ting var, at jeg pludselig stod med en regning på over 10.000 kr. for tingsskader. En anden ting var tonen og fornægtelsen af al ansvar ved ulykken. For det passede jo ikke. Jeg havde lys på. Jeg tænkte, det er simpelthen ikke fair. Hele min verden brød sammen, fortæller Amanda.

Fysisk begynder hun langsomt at få det bedre, men psykisk vokser skaderne. Den ellers smilende og aktive pige mister sin energi og sit humør.

- Mit humør svinger meget. Små ting kan gøre, at jeg knækker helt sammen. Jeg kan pludselig bryde i gråd. Flere nætter sover jeg næsten ikke, fordi tankerne flyver rundt i hovedet på mig.

Selv om Amanda har svært ved at overskue hverdagen, går hun i gang med at dokumentere, at hun havde lys på cyklen, som Arriva påstår, at hun ikke havde. Hun er i kontakt med flere vidner til ulykken og sender billeder til Arriva af hendes smadret cykel, der viser, at der er fastmonteret magnetlygter på cyklen, der automatisk lyser, når man cykler.

Først derefter anerkender Arriva, at de skal erstatte Amandas cykel og tøj. Men der er stadig ikke et ord om, at de beklager eller er kede af ulykken.

Efter ulykken har Amanda det meget svært ved at færdes i trafikken, men hver dag skal hun cykle forbi T-krydset, hvor ulykken skete.

- Hver gang jeg ser en bus eller et større køretøj nær mig, når jeg cykler, så får jeg hjertebanken, en klump i halsen og føler, at jeg skal kaste op. Jeg bliver ramt af en uforklarlig angstfølelse, fortæller Amanda.

Amanda er mest skuffet over, at Arriva slet ikke har gjort noget for, at hun skal få det bedre.

Hun har oplevet det som om, at Arriva går mere op i forsikringspenge end hendes helbred. Hun er desuden frustreret over, at hun selv har skulle bruge tid og energi på at finde vidner, psykolog og lægge flere tusinde kr. ud, mens hun har haft det rigtig dårligt.

- Hvis man går ind i folk på gaden, så vender man sig om og siger undskyld: Det var ikke med vilje. Jeg synes ikke, at jeg ønsker noget, som er stort eller ekstraordinært. Jeg har bare ønsket at snakke ud om oplevelsen, få en undskyldning eller at få af vide, at de er kede af det, der er sket. Det ville hjælpe mig til at komme videre.

_______________________________________________________________________

Arriva: En trist og tragisk sag

Det er busselskabet Arriva, der driver buslinjen 1A, som kørte Amanda ned.

Kommunikationsmanager hos Arriva, Lene Mathiesen:

- Det er selvfølgelig en rigtig trist og tragisk sag, og vi har selvfølgelig meget stor sympati for den tilskadekomne kvinde. Det er en sag, som vi har brugt særlig meget tid på, og vi har selvfølgelig alle intentioner om at sikre hende en fair behandling. Jeg kan godt forstå, hvis den unge kvinde synes, det kan være frustrerende, at den kontakt, hun har med Arriva, umiddelbart er med vores forsikringsafdeling, hvor tingene behandles efter nogle standard procedurer. Vi venter pt. på, at hun sender et spørgeskema tilbage, hvor hun oplyser, hvad hun har haft af sygedage og pådraget sig af skader, før vi kan afslutte sagen. Det er en sag, som er verserende, og vi er i løbende korrespondance og dialog med kvinden, så vi har vi ikke mulighed for at udtale os mere konkret om sagen på nuværende tidspunkt.

Lene Mathiesen fortæller her om Arrivas generelle procedurer, når Arriva er involveret i sager, hvor der sker materiel eller personskade.

Dagen efter ulykken skriver Arriva et brev til Amanda, hvori de frasiger sig al erstatningspligt, da de skriver, at hun ikke havde lys på cyklen, da ulykken skete.

- Hvis der er en uoverensstemmelse mellem det, som vores chauffør siger og den anden person, så giver vi altid besked om, at vi ikke kan afgøre sagen, men at vi indhenter politirapporten. Så vil det være den, som afgør, hvad resultatet er.

- I denne konkrete sag, så når der at komme et bevis ind på hendes påstand, der gør, at vi accepterer det, siger Lene Mathiesen.

Amanda Hartman må efter ulykken selv bruge tid og kræfter på at dokumentere, at hun havde lys på og finde vidner.

- Det er ikke sådan, at man selv skal ud og lede efter vidner. Vi tager generelt udgangspunkt i politirapporten.

Arriva anerkender otte dage efter ulykken at betale for fem behandlinger ved en krisepsykolog. Amanda Hartman må selv finde en psykolog og lægge ud.

- Vi har en praksis, hvor vi selv lader folk vælge en psykolog, da det handler om mennesker og kemi. Det er langt de fleste mest trygge ved. De fleste psykologer sender regningen direkte til os, med mindre man har valgt en psykolog, der ikke yder den service.

Ifølge Amanda sagde buschaufføren, at hun ville kontakte hende. Amanda har efter ulykken haft lyst til at tale med chaufføren, så de kunne tale om hvad, der skete, så hun kan lægge ulykken bag sig. Men hun har ikke hørt andet end standardbreve.

- Selv om det uden diskussion er mest forfærdeligt for den unge kvinde her, så er det faktisk også en meget rystende oplevelse for en chauffør at køre ind i nogen. Jeg ved ikke, hvad der er blevet sagt, men det går lidt hurtigt, og man får måske sagt nogle ting, som bagefter skal håndteres meget firkantet. Der er absolut ikke noget ond vilje i det. Der kan selvfølgelig arrangeres et møde, hvis det ønskes. Vi er i løbende dialog med kvinden og hendes familie om at hjælpe hende, så godt vi kan.

_______________________________________________________________________

_______________________________________________________________________