Hver fjerde plejefamilie oplyser i en undersøgelse, at de månedligt eller oftere anvender magt over for et plejebarn. Plejefamilier befinder sig i et juridisk ingenmandsland, siger formand for Socialpædagogerne.

En undersøgelse lavet af Rambøll for Socialministeriet viser, at hver fjerde af i alt 138 adspurgte plejefamilier med et plejebarn under syv år fastholder barnet månedligt eller oftere. Det skriver Kristeligt Dagblad.

I modsætning til døgninstitutioner og andre opholdssteder har plejefamilier ikke pligt til at indberette magtanvendelse til myndighederne, skriver fagbladet Socialpædagogen.

Ifølge forbundsformand i Socialpædagogerne Benny Andersen bør plejefamilierne omfattes af reglerne for magtanvendelse for at sikre en fundamental beskyttelse og retssikkerhed for familierne og børnene.

»I dag bevæger de sig i ingenmandsland, fordi de handler på et juridisk usikkert grundlag,« siger han til Kristeligt Dagblad og tilføjer, at det i hans vurdering vil resultere i mindre magtanvendelse, fordi plejefamilierne samtidig bliver mere bevidste om andre pædagogiske metoder.

I undersøgelsen angiver 62 procent ifølge Kristeligt Dagblad at have anvendt magt, fordi plejebarnet optrådte voldeligt over for andre i familien. 38 procent angiver at have fastholdt et barn, der gjorde skade på husinventar, mens 40 procent har fastholdt et barn, der ville gøre skade på sig selv.

Socialordfører for Socialdemokraterne Pernille Rosenkrantz-Theil (S) mener, at der i plejefamilier skal gælde de samme regler som i alle andre familier, nemlig straffeloven. Hun erklærer sig dog parat til at se på den gråzone, hvor magt bliver til vold.

Et udvalg under Socialministeriet er ved at kigge på reglerne for magtanvendelse.