Flere unge piger har et så kontrolleret forhold til mad, at de balancerer på kanten af en spiseforstyrrelse.

København. En ud af fire piger i 9. klasse har et forhold til mad, der er så præget af kontrol, at de er i fare for at udvikle en decideret spiseforstyrrelse. Det viser en undersøgelse fra Børnerådet ifølge Berlingske.

I undersøgelsen kan man læse, at flere unge piger har et grænsende til farligt forhold til mad.

Eksempelvis er 18 procent af de adspurgte piger ofte eller meget ofte på slankekur. 11 procent har kastet op for at komme af med det mad, de har spist. Og over halvdelen af dem med risikoadfærd for spiseforstyrrelser har skadet sig selv med vilje.

Dermed viser undersøgelsen bagsiden af medaljen for en generation, hvor den gode historie er, at 15-årige motionerer mere og spiser mindre slik end tidligere.

- Det er særdeles trist læsning og meget foruroligende, at så stor en del af en ungdomsgeneration mistrives, siger Per Larsen, der er formand for Børnerådet, til Berlingske.

Tallene bekræfter ifølge Berlingske, hvad flere tidligere undersøgelser har vist: At særligt unge piger lider under tårnhøje forventninger til egen krop, udseende og præstationer.

Omfanget af unge med risikoadfærd for spiseforstyrrelser er dog så højt, at Børnerådet ser sig kaldet til at advare.

- Nogen vil måske sige, at unge altid har været kropsbevidste, og at det må man leve med, siger Per Larsen til Berlingske.

- Jeg mener, at vi må se med stor alvor på resultaterne, og at både forældre, skoler og modebranche har et ansvar for i fællesskab at bryde med de urealistiske og abstrakte kropsidealer, som får de unge suget ind i en negativ spiral.

Undersøgelsen er foretaget blandt knap 1400 elever i 9. klasse.

/ritzau/