For mere end hver fjerde af de 93.924 personer, der havde søgt ind på en videregående uddannelse efter sommerferien, var der ikke gode nyheder, da de torsdag nat klokken 00.01 kunne se, om de var kommet ind.

23.342 fik nemlig afslag på deres ansøgninger, viser tal fra Den Koordinerede Tilmelding.

En af dem, der torsdag morgen iværksatte plan b, er 20-årige Nadai Vasie fra Aarhus. Hun fik studenterhuen på i juni 2014, og havde efter et sabbatår håbet på at kunne læse til finansøkonom på Erhvervsakademi Aarhus. Sådan gik det ikke.

Adgangskvotienten til uddannelsen er 0,1 højere end det gennemsnit, der står på Nadia Vasies eksamensbevis, og hun er derfor ikke blandt de 193, der skal begynde på studiet efter sommerferien.

»Jeg var rigtig skuffet, da jeg så, at jeg ikke var kommet ind, for det var så tæt på. I stedet var jeg kommet ind på uddannelsen til financial controller, som var min tredje prioritet. Da jeg læste lidt mere om det kunne jeg bare mærke, at det ikke var det rigtige,« siger Nadia Vasie til BT.

Hendes fjerde prioritet på ansøgningsskemaet var finansøkonomuddannelsen på Erhvervsakademi Dania i Silkeborg, hvor der stadig var ledige pladser.

»Jeg vil gerne arbejde i bankverdenen, så finansøkonom er det rigtige for mig. Da jeg så, at alle var optaget i Silkeborg, og at der var ledige pladser, ringede jeg til dem. Jeg fik heldigvis en plads,« siger Nadia Vasie, der glæder sig til at komme i gang med studierne.

»I begyndelsen var jeg lidt ærgerlig over, at jeg ikke kom ind i Aarhus, for der er jo et stykke vej til Silkeborg. Men nu glæder jeg mig bare,« siger hun.

Torsdag morgen har telefonerne kimet hos Erhvervsakademi Dania, hvor studievejledere og studiesekretærer sidder parat til at hjælpe håbefulde uddannelsessøgende, der ikke fik plads på drømmestudiet.

Erhvervsakademiet havde ekstraordinært åbnet telefonerne natten til torsdag mellem 00.00 og 02.00, hvor der var mulighed for at ringe ind og forhøre sig om ledige pladser eller stille spørgsmål til optagelsesproceduren. Det benyttede op mod 100 sig af, fortæller Økonomi- og ressourcechef Hanne Juul.

»Der var en smule forsinkelse på optagelsesbrevene, så de første der ringede var nogle, der ville vide, om de var kommet ind. Men der ringede også nogle, som gerne ville søge om at komme ind på nogle af de få ledige pladser, vi har tilbage,« siger Hanne Juul.