*


KØB PLUS!

Hver femte melder pas på juleglæden

Julehyggen rammer ikke i alle danske hjem. Omkring hver femte dansker glæder sig ikke til jul, viser undersøgelse.

Julelys, gaver og familiehygge på bordet er ikke det, der trækker i alle danskere. Ifølge en undersøgelse foretaget af analysevirksomheden YouGov for metroXpress er det 22 procent af 1.024 adspurgte, der ikke glæder sig til jul.

- Alt bliver sat på spidsen til jul. Nu skal vi rigtig hygge os. Vi er sammen med familien i lang tid, og så kommer konflikterne op til overfladen. I mange hjem er julen også forbundet med indtagelse af øl, snaps og rødvin, og det gør, at de normale hæmninger forsvinder, siger Helle Jensen, psykolog og familieterapeut til metroXpress.

Ifølge livsstilsekspert Henrik Byager er økonomien typisk også en væsentlig faktor for, hvor meget man ser frem til højtiden.

- Økonomi og pres er en vigtig faktor. Man forbinder måske julen med en stresset tid, hvor man skal nå en masse og bruge en masse penge. Og hvis man i forvejen føler sig trykket på økonomien, er det selvfølgelig ikke særlig sjovt, siger han til metroXpress.

Blandt mænd siger 25 procent, at de ikke glæder sig til jul, blandt kvinder er procentdelen 19 procent. Analysen er foretaget i perioden 16.-18. november.