Hver femte ledige vvs’er mister dagpenge til nytår
Mange ledige vvs’ere er i fare for at miste deres livsgrundlag, når de mister dagpengeretten.
Mange ledige vvs’ere er i fare for at miste deres livsgrundlag, når de mister dagpengeretten.
Flere end hver femte af Blik- og Rørarbejderforbundets ledige medlemmer risikerer at miste retten til dagpenge, når den midlertidige forlængelse af dagpengeperioden udløber til årsskiftet, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Det viser en opgørelse, som Byggefagenes Arbejdsløshedskasse har udarbejdet. Knap 100 ledige svarende til flere end hver femte ledige Blik og Rør-medlem står til at miste dagpengeretten.
Dermed er de i farezonen for at miste deres livsgrundlag, idet mange på grund af ejerbolig eller en arbejdende ægtefælle ikke har mulighed for at få kontanthjælp.
Det er især de ledige over 50 år, der er i farezonen, idet næsten hver anden ledige medlem i aldersgruppen, falder for de skærpede regler, hvis de ikke får arbejde inden da.
Blik- og Rørarbejderforbundets formand Max Meyer appellerer til politisk handling her og nu.
- Det her kan udvikle sig til en katastrofe for mange familier, hvis politikerne ikke snart viser handlekraft og mod til at løse problemet. Udsigterne til fuld beskæftigelse er lange, og derfor skal der gøres en ekstra indsats for at hjælpe de mange ledige, som er ramt af følgerne af den økonomiske krise, siger Max Meyer til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
BNB