KØB PLUS!

Hvem tror du på?

Får vi sommer med bagende sol eller ustadigt vejr med masser af regn? Meteorologerne er uenige

Der er stor forskel på de danske meteorologers sommerprognoser, og læser man vejrudsigten mere end ét sted, risikerer man at blive godt og grundigt rundtosset.

Hvis du for eksempel er fast bruger af tv2.dk’s vejrudsigter, går du formentlig rundt med et smil på læben og glæder dig til en fantastisk sommer. Sommerprognosen er nemlig en yderst positiv en af slagsen, der spår, at vi kan se frem til en varmere sommer end normalt, lange perioder med bagende sol og en middeltemperatur på 16,4 grader.

Hvis du til gengæld er tryggest ved at læse DMI’s sommerprognose, er du sandsynligvis en smule mere deprimeret over udsigten til de kommende måneder. DMI forventer nemlig, at vi får ustadigt vejr med regnmængder over gennemsnittet og en middeltemperatur på 15,2 grader.

Guide: Find den bedste og ’sundeste’ solcreme

Mest bemærkelsesværdigt er det dog, at de to prognoser er baseret på de samme argumenter. For mens TV2 regner med, at et højtryk øst for Danmark sender en varm og dejlig sommer i retning af Danmark, udnævner DMI det selvsamme højtryk til sommerens bøddel.

DMI mener nemlig, at højtrykket i øst og et lavtryk i vest vil betyde, at vejret bliver ustadigt, og at Danmark som konsekvens vil få mere regn end normalt.

En ’naturlig forklaring’
Hos DMI er man ikke overrasket over de forskellige prognoser.

- Vi får vores data forskellige steder fra, og på den grafik vi arbejder med, er vejrbilledet godt 200 kilometer længere mod øst, end det er hos TV2. Det vil sige, at Danmark vil ligge lige i midten af et lavtryk og højtryk, og det giver ustadigt vejr og nedbør.

Men hvem skal danskerne tro på? DMI eller TV2?

- Vores udsigt holder selvfølgelig – den er lavet på et meget kvalificeret grundlag, siger Niels Hansen, pressechef for DMI, med et smil på læben.

Hos TV2 nikker man genkendende til DMI’s forklaring om de forskelligartede sommerprognoser.

- Så vidt jeg kan se, er DMI’s prognose forskudt en smule mod øst, og derfor er den anderledes. Jeg kan godt forstå, hvis man bliver lidt forvirret, siger Anders Brandt, meteorolog på TV2, før han uddyber den opløftende sommerprognose.

- Sidste år var det så varmt østpå, at det for eksempel gav skovbrande i Rusland. Hele det mønster forventer man bliver rykket en smule mod vest. Det vil give højtryk over området tæt på Danmark, og dermed er der store muligheder for varmt og tørt vejr.

Men hvis danskerne skal have et reelt indblik i sommervejret, skal de så gå ind på tv2’s hjemmeside eller DMI’s?

- De skal da selvfølgelig gå ind på TV2-vejret. Og det er der to grunde til. For det første tror vi på, at den er rigtig, og for det andet er TV2-vejret meget bedre, griner Anders Brandt.

Både TV2 og DMI siger til bt.dk, at man altid skal tage sommerprognoserne med et gran salt, da det er så godt som umuligt at spå om vejret tre måneder frem i tiden.

Det siger TV2 Vejret

Det kunne ikke lyde bedre - der er "udsigt til flere badedage, flere aftener, hvor man kan grille og flere sommerdage end normalt". TV2 regner med en gennemsnitstemperatur på 16,4, hvilket er væsentligt over normalen.

TV2 får primært deres vejrdata fra USA.

Det siger DMI

Vi får "en ustadig sommer med nedbør over klimanormalens 188 millimeter for juni, juli og august" - dvs. en våd sommer. Sidste år i 2011 blev det til imponerende 321 millimeter. Det var dermed den næstvådeste sommer i dansk vejrhistorie.

Temperaturerne kommer til at ligge omkring det gennemsnitlige 15,2°C. Perioder med strandvejr kan ikke udelukkes, men ingen kan sige noget om, hvor og hvornår de måtte komme.

DMI får hovedsageligt deres data fra et vejrcenter i Redding.

Læs også: