Hvad hulen laver en ko inde i isbjørneanlægget i Københavns zoologiske have?

Det er nok den tanke, de fleste sidder tilbage med, når de ser billedet af isbjørnen, der er i vandet med det, der ligner en ko.

Men historien bag billedet er knap så idyllisk, som man kunne håbe på. Isbjørnen er IKKE blevet bedste venner med en ko, og der er heller ikke tale om en ko, som ved en fejl er flygtet ind i isbjørneanlægget.

Københavns zoologiske haves isbjørn, Noel, har blot trukket sin mad, et kohoved, med ned i bassinet.

Isbjørnen i Zoologisk Have i København er et af de eneste dyr, der får lov til at sætte tænderne i selve kohovedet, da dyr som tigere og de tasmanske djævle hellere vil spise andet kød fra koen.

»Når vi om aftenen henter hovedet tilbage, er det meste kød, skind og sener pillet af. Kraniet er stadig tilbage, fordi det kan den ikke knuse,« siger Jacob Munkholm Hoeck, der er presseansvarlig for Zoologisk Have i København.

Koen har været brugt til forsøg på Landbohøjskolen. Den har forinden haft et godt liv, oplyser Zoologisk Have i København.
Koen har været brugt til forsøg på Landbohøjskolen. Den har forinden haft et godt liv, oplyser Zoologisk Have i København.
Vis mere

De køer, som dyrene i Zoologisk have bliver fodret med, bliver leveret af Landbohøjskolen. Landbohøjskolens dyrlægestuderende bruger køerne til at øve sig på. De bedøver dyret, udfører kejsersnit på det, og afliver det herefter.

Cirka en gang om ugen står isbjørnens menu på kohoved, men der er også mange andre døde dyr, der "stikker hovedet forbi" isbjørnens anlæg.

»Isbjørnen er lige så glad for høns og kaniner, så det får den også en del af,« siger Jacob Munkholm Hoeck.

Isbjørnen er vild med kohoveder. Sådan ét får hun serveret en gang om ugen.
Isbjørnen er vild med kohoveder. Sådan ét får hun serveret en gang om ugen.
Vis mere