Det er formentlig de færreste, der kender Sannie Charlotte Carlson, når hun introducerer sig med sit borgerlige navn. Men i 90'erne var hun en af verdens største popstjerner.

For med kunsternavnet Whigfield hittede den dengang 24-årige Sannie Charlotte Carlson nemlig med nummeret 'Saturday Night' i 1995 og skabte fankaos til koncerter og på diskoteker fra USA til hjembyen Skælskør.

Hittet, der er blevet beskrevet som øretæveindbydende, solgte over to millioner eksemplarer og sikrede popikonet en plads i Guiness Rekordbog som den første debutant nogensinde, der er strøget til tops på den engelske singlehitliste.

Hun var ifølge Berlingske den første danske popsangerinde, der slog rigtig igennem internationalt, og hun var i 1998 så stor, at Danmarks Turistråd brugte hende til at sælge Danmark udadtil på deres plakater.

Men trods den massive succes, så var det langt fra alle, der kunne lide sangen. Sannie Charlotte Carlson fortæller i et interview med den britiske avis The Guardian, at hun til tider måtte undgå kasteskyts fra publikum.

»Det var ikke alle, som kunne lide sangen. Jeg blev ofte hånet, og der blev kastet øl efter mig på scenen,« fortæller hun.

Men selv om det i dag er godt 21 år siden, at den blonde sangerinde slog igennem, så bliver hun stadig ringet op og spurgt, om hun vil optræde med det gamle monsterhit, der i øjeblikket har knap 21 millioner views på YouTube.

Succesen medførte også, at Sannie Charlotte Carlson optrådte i det populære tv-program 'Top of the pops', og ejede i en periode to huse i den spanske storby Barcelona.

Var ved at opgive

Inden Skælskør-pigen blev verdensberømt, studerede hun mode i København, arbejdede som model og lavede sommetider lidt PR-arbejde for diskoteker rundt omkring i landet.

Og det var i den forbindelse, at hun mødte DJ'en Davide Riva, der bad hende om at synge for ham og produceren Larry Pignagnoli. Men de første mange år var responsen oftest, at musikken var noget »lort«.

»I midten af 90'erne var jeg ved at opgive, da de skrev 'Saturday Night'. Det var ikke min type musik, men det lød i det mindste ikke som alt det andet musik, der blev spillet på det tidspunkt,« fortæller hun.

Sannie Charlotte Carlson erkender dog, at hun ikke ligefrem er nogen Maria Callas (operasanger, red.), men hun har sunget i skolen, og det var netop sanglæreren, der inspirerede hende til kunsternavnet.

»Jeg kaldte mig selv Whigfield efter min sanglærer.«

I dag er Sannie Charlotte Carlson 46 år og stadig musiker. Hun har netop udgivet nummeret 'In The Morning'.

Fik konstateret kræft

For nylig optrådte Whigfield til 'Vi elsker 90'erne' på Costa Del Sol i Spanien sammen med Infernal, Haddaway og Peter André. Her viste hun, at hun var tilbage i topform efter en kræftdiagnose.

»Ja, jeg fik kræft, og jeg tager kræftmedicin. Det skal jeg gøre de næste fem år, og om et par uger har jeg mit seks måneders-tjek. Jeg holder mig sund ved at spise fisk og avocado og dyrke pilates. Jeg dyrker rigtig meget sport. Jeg synes, jeg havde det for sjovt i 90'erne, og kroppen glemmer ikke, så på et tidspunkt besluttede jeg, at det skulle være slut. Heldigvis ligger mit træningscenter lige overfor mit hjem i London,« sagde hun til Se og Hør.

Det var en knude i brystet, der havde ramt den tidligere 90'erstjerne.

Men ud over den alvorlige sygdom, er tabet af sin lille datter i syvende måned den største smerte, sangerinden har oplevet i sit liv. Hun troede ellers, hun skulle til at slå sig ned i sit barndomsland i Afrika for at stifte familie.

»Desværre overlevede hun kun i to dage. For i Afrika er vilkårene meget anderledes. Og de to kuvøser, der var på hospitalet, var allerede fyldte. Den dag, hun døde, gik alt i sort. Den smerte vil altid være i mit hjerte,« udtalte hun til BT i 2011.