Den 23. august var en 39-årig kvinde tæt på en drukneulykke ved Lokolk Strand i Sønderjylland, da hun på sin luftmadras drev 700-800 meter ud fra kysten.

Takket være to tyske badegæster lykkedes det sandsynligvis at redde den 39-årig kvindes liv. Torsdag fik den tyske surfer 42-årige Antje Bohnhardt og den 28-årige tysker,  Merten Jannsen, en dusør for at redde den uheldige kvinde ind på land igen.

Meerten Jannsen var på stranden med sin kæreste, da han pludselig fik øje på en kvinde langt ud på vandet på sin luftmadras.

Han forsøgte at svømme ud til kvinden, der var kæntret på luftmadrassen, som hun klamrede sig til. Men et stykke ude måtte han erkende, at kræfterne ikke var til at svømme næsten 800 meter ud fra kysten. Surferen Antje Bohnhardt havde i mellemtiden spottet kvinden, og hun satte straks sit sufbræt i vandet og padlede ud til hende. Hun fik ved fælles hjælp med Merten Jannsen kvinden ind på land igen.

Men det var ikke uden besvær, at få den 39-årige kvinde ind i sikkerhed igen. Hun skulle angiveligt have gjort modstand, da Antje Bohnhardt forsøgte at komme hende til undsætning.

»Hun er gået helt i baglås og panik, så hun klamrer sig til luftmadrassen. Så surferen må med magt få hende fri af lænestolen og over på surfbrættet. Så svømmer den 27-årige mand (i dag 28 år, red.) ud igen for at hjælpe, og ved fælles hjælp får de hende ind til land,« forklarede vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi til bt.dk den 23. august.

Syd- og Sønderjyllands Politi er glade for de to tyskeres mod, da de også udsatte sig selv for fare ved at redde den 39-årige kvinde.

»Vi skylder jer stor tak for, at I reagerede og gjorde det, der skulle til for at redde kvinden,« sagde politidirektør Jørgen Meyer til de tyskere, da de torsdag var inviteret til en ceremoni hos Syd- og Sønderjyllands Politi.

Merten Jannsen og Antje Bohnhardt fik overrakt en økonomisk 'erkendtlighed og en buket blosmter for deres helteindsats.