Alice Lauridsen lejede sit feriecenter i Brøns ved Esbjerg ud til asylansøgere gennem Udlændingestyrelsen og fik omkostningsfulde skader på huset. Men striden er langt fra slut.

Det fortæller Alice Lauridsen nu til BT.

»Jeg har ikke fået en krone til at genopbygge mit hus for,« siger hun.

Penge Alice Lauridsen burde have modtaget fra Udlændingestyrelsen, da lejemålet stoppede 11. april, mener hun.

Striden er opstået, fordi de 100 asylansøgere ifølge Alice Lauridsen lavede omfattende hærværk på feriecentret, så det nærmede sig ukendelighed, da det blev lejet ud gennem Udlændingestyrelsen gennem fire måneder indtil april i år.

»Madrasserne er der blevet hoppet på og tisset i. Der er lavet bål på mine gulvtæpper, så der er store brændemærker, og der er tis i hjørnerne. Mit store spisebord er brækket i stykker som pindebrænde. Alt er revet fuldstændig fra hinanden, og kun lamperne har overlevet,« har hun tidligere udtalt til BT.

Forløbet har resulteret i en bitter strid med Udlændingestyrelsen, som mener skaderne løber op i omkring en halv million, mens Alice Lauridsen gennem andre vurderingsmænd har regnet sig frem til, at det vil koste hende 1.3 millioner kroner at udbedre skaderne.

Og nu må hun bruge af sine private midler og få familie og venner til at hjælpe med genopbygningen, fordi hun endnu ikke har modtaget nogen penge fra styrelsen.

»Jeg aftalte med dem, jeg skulle overtage huset igen 11. april. Men jeg har stadig ikke fået en krone hverken i forskud eller noget. Jeg har rykket dem to gange for at få forskud, men de svarer slet ikke, når jeg henvender mig. Jeg føler, de chikanerer mig.« siger hun

Hele forløbet har frustreret ejeren af fericenteret, da hun ifølge kontrakten ikke måtte gribe ind, da hun så, at huset ikke blev behandlet, som det burde. I stedet fik hun at vide, at hun ville få det hele fikset, uden det skulle koste hende noget.

»De jokker på mig. Det er ikke andet end chikane, fordi jeg har brokket mig undervejs. Jeg har stået hernede med tårene rendende ned af kinderne og set på, at jeg fik ødelagt mit hus. Jeg skulle bare tænke på, at jeg fik nyt, sagde Udlændingestyrelsen,« siger Alice Lauridsen.

Og det kommer til at have alvorlige økonomiske konsekvenser for Alice Lauridsen, da hun ikke kan leje huset ud endnu og anslår, at hun vil miste 40.000 kroner i lejeindtægter oven i reningen for skaderne, fordi det ikke er færdigrenoveret og derfor ikke kan lejes ud.

Hos Udlændingetyrelsen anerkender man, at der i hvert fald er sket skader for en halv million. Men lige nu har styrelsen ikke nogen kommentarer til sagen 'da, der er stillet folketingsspørgsmål i sagen', og da 'parterne stadig ikke er enige om beløbets størrelse.'