Søndag er ikke en helt almindelig dag, det er nemlig årets længste. Den er på ikke mindre end 25 timer, fordi det igen er tid til at skifte til såkaldt normaltid - i folkemunde vintertid. Det skriver B.dk.

Når klokken natten mellem lørdag og søndag slår tre, skal urene således stilles en time tilbage. Dermed oplever natteravnene altså, at klokken bliver 02 hele to gange - det sker kun den ene gang om året. Vil man bare gerne nyde den ekstra times søvn, kan man vente med at stille urene til søndag morgen.

Når vi går tilbage til normaltid, altså sætter urene en time tilbage, betyder det, at vi står en time senere op end i sommerhalvåret. Det vil altså - i hvert fald for en periode - igen blive lysere om morgenen, lige indtil de ekstra 60 minutter, vi har vundet, efterhånden forsvinder igen. Til gengæld må vi fra søndag indstille os på, at det bliver tidligere mørkt om eftermiddagen, så husk cykellygterne.

Når du søndag morgen kommer i tvivl om, om det nu er frem eller tilbage, urene skal sættes, så kommer her den nemme huskeregel: Uret skal samme vej som havemøblerne. Så når sommertiden slutter, skal urene en time tilbage, ligesom havemøblerne skal tilbage i skuret. Når sommertiden starter igen til marts, skal urene og havemøblerne frem.

Det bliver sommertid igen den sidste søndag i marts, altså 29. marts 2015.