Natteravne med hang til naturvidenskabelige fænomener kan med fordel skue mod nord de kommende nætter.

Der vil nemlig være mulighed for at kunne ane det spektakulære nordlys, der ellers typisk er forbeholdt mere nordlige områder som Norge, Island og Grønland. Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut, DMI.

Det er i løbet af nætterne 21.-23. april, at nordlyset kan ses. Det skyldes, at der i disse dage er en kraftig magnetisk aktivitet.

DMI oplyser videre, at betingelserne vil være bedst natten mellem tirsdag og onsdag, hvor den nordlige del af landet vil få stort set skyfrit vejr. De bedste odds har man i Nord- og Midtjylland.

De kommende nætter vil chancerne være lidt ringere, da DMI varsler skyet vejr.

De fleste forbinder sandsynligvis nordlys med det grønlige skær, man kender fra billeder fra det Nordskandinavien. Men når det kan ses fra dansk jord, vil det have stærke rødlige farver.

DMI anbefaler, at man ikke har for meget lys tændt omkring sig, når man skal forsøge at se lyset. Og så skal man naturligvis kigge mod nord.