En fantastisk rejse begyndte den 31. august 1916. I dag - 100 år senere - har BT udviklet sig til at være en af Danmarks største aviser. På print og digitalt. Tak for 100 utrolige år

For 100 år siden fik journalist Henry Hellssen en god og langtidsholdbar idé. Han opfandt BT.

I 1916 mente Hellssen, en 28-årig krigsreporter på Berlingske Tidende, at Danmark havde brug for en avis, der gav folk de vigtigste nyheder på en enkel, informativ og underholdende måde. Han var blevet inspireret på en rejse i Østrig-Ungarn, hvor han havde set en avis i tabloidformat, der var til at have i inderlommen. Det blev til BT.

Ingredienserne var nyheder, krimi-reportage, underholdning og sport, og der blev skrevet kort og fyndigt med store overskrifter. Da den første avis var på gaden, lød det fra redaktør Hellssen: »Et barn er født. Det er mit eneste, og jeg elsker det. Ung, kåd og fuld af livslyst.«

Meget er ændret på 100 år, men BTs grundlæggende værdier er de samme i 2016. Vi satser på de nyheder, som folk taler om, og som betyder noget i deres dagligdag. Politik, debat, afsløringer, sport, stærke billeder, kendte mennesker, krimi-reportage, forbrug og sundhed. Vores journalister skriver direkte og med liv. Det er vigtigt, at læserne kan mærke, at det er mennesker af kød og blod, der hver dag brænder for at levere de bedste historier, billeder og videoer. På BT går vi efter den afslørende historie, men også efter den glade nyhed, som man bliver i godt humør af at læse. BT skal læses af lyst. Ikke som lektier.

Flere læsere end nogensinde

Vi lever af de tip og henvendelser, vi får fra læsere og kilder. Og vi tager dem alvorligt.

Senest har vi været med til at afdække Skats enorme problemer i serien ’Knust af Skat’, ligesom det var BTs journalister, der afslørede det meget tætte forhold mellem miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen og interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug. Det var også BT, der med udgangspunkt i en roman afdækkede den Se og Hør-skandale, der har udviklet sig til Danmarks største medieskandale. Og i lørdags gav vi vores mange sportsinteresserede læsere den opsigtsvækkende forsidehistorie om Ulrik Wilbek, der ville fyre håndboldlandsholdets træner midt under OL.

100 år efter at vi første gang sendte BT på gaden, har vi udviklet os til at være en af Danmarks største aviser. På print og digitalt. Ja, faktisk har vi aldrig haft så mange læsere, som vi har nu. Flere og flere får deres nyheder digitalt, så avisoplaget når aldrig igen de 341.300, som røg over kioskdisken, da danskerne hyldede europamestrene i fodbold i 1992. De tider er forbi. Men BT er dér, hvor vores læsere er. Vi udgiver nyheder på både pc, tablet, mobil, tv og papir, og vi er i kontakt med flere millioner læsere hver måned. Digitalt leverer vi de vigtigste nyheder. Hurtigt og kontant. Og vi gør os umage for at ramme de store følelser.

I avisen sørger vi for unikt læsestof til hele familien: Nyheder, afsløringer, store interview, reportager. Danmarks største sportsavis og masser af stof med særlig appel til kvinder. Og så husker vi på journalistikkens vigtigste opgave: BT holder øje med magthaverne – ligegyldigt hvem de er.

Man kan regne med hele Danmarks BT. Også i de næste 100 år.

Alle BTs medarbejdere ønsker vores trofaste læsere tillykke med den runde fødselsdag.

Olav Skaaning Andersen,

ansv. chefredaktør

Chefredaktør Olav Skaaning Andersen ses her med et kæmpe foto af alle BTs engagerede medarbejdere. Billedet er taget i anledning af avisens 100-års-fødselsdag. foto: Bax lindhardt
Chefredaktør Olav Skaaning Andersen ses her med et kæmpe foto af alle BTs engagerede medarbejdere. Billedet er taget i anledning af avisens 100-års-fødselsdag. foto: Bax lindhardt Foto: Bax Lindhardt
Vis mere