Vi er vilde med eventyret om den arbejdsløse mor til fem, der med et trylleslag og en Lotto-kupon blev 315 millioner rigere. Det er den grimme ælling om igen, og vi elsker det. Det giver alle os andre et håb om, at lykken venter på næste kupon.

Sjældent er kommentarfeltet flydt over med så mange positive kommentarer, som da bt.dk lørdag formiddag bragte historien om, hvem der var blevet 315 millioner rigere på ugens Eurojackpot. Fortællingen om den 47-årige arbejdsløse mor til fem, der løb med Danmarkshistoriens største spilgevinst gik rent ind. 25.000 likede artiklen på Facebook, mere end 2.000 kommenterede.

»Så bliver det da ikke bedre, endelig hører man om en vinder, der kan få glæde af gevinsten og ikke bare skal have nye håndtag på trillebøren,« skrev en læser Facebook.

Tværtimod vil den 47-årige mor fra Helsingør købe en jeep. Den hest, hun altid har drømt om. Og et hus, så familien kan komme på afstand af det lokale rampelys. Det fortalte hun selv, da BT mødte hende søndag hos Danske Spil, hvor hun fik overrakt en stor papcheck og en buket blomster.

Dagen forinden var hun selv mødt op i kiosken i Kvickly i Helsingør for at indløse kuponen med de syv rigtige tal, og her lagde hun ikke skjul på, at pengene lander et lunt sted som nyslået arbejdsløs

Den perfekte vinder, hvis man spørger BT's læsere. Kultursociolog Emilia van Hauen forklarer hvorfor.

»Det er den klassiske historie om den grimme ælling, som vi elsker at høre. Der en poetisk retfærdighed i, at det en mor til fem uden job, som vinder. Hvis hun bruger seks millioner om året, så har hun stadig ikke brugt alle pengene, når hun dør. Det er helt vildt. Havde det derimod været en superrig mand - Karsten Ree for eksempel - ville vi synes, det var for alt meget. Og så elsker vi historien om, at det lige er en dansker, som udløser Eurojackpot,« siger Emilia van Hauen.

Men det er ikke kun H.C. Andersen-fortællingen, vi labber i os. Det udløser også den amerikanske drøm om, at man kan gå fra gadefejer til millionær. At man uanset sit udgangspunkt her i livet kan få lov at leve sine drømme ud. Om vejen dertil er hårdt arbejde eller syv rigtige, betyder ikke så meget for os. Vi lever godt på håbet.

»Det sætter gang i den amerikanske drøm og aktiverer vores eget håb om at blive den næste vinder. Jeg vil vædde ret meget på, at der de næste måneder vil være en stigning i antallet, der spiller Lotto. Hvis hun kan, hvorfor skulle jeg så ikke også kunne? Klassikeren er jo: 'Jeg vinder aldrig', nej, men du spiller jo heller ikke. Nu har vi set, at det kan lade sig gøre. Det her giver os håb,« siger Emilia van Hauen.

I Danske Spil har man gennem årene set alverdens vindere, lige fra dem, hvis tegnebog bugnede i forvejen, til dem der virkelig trængte. Moderen fra Helsingør skriver sig ind i historien som den helt rigtige vinder.

»For os er det den helt rigtige vinder. En kvinde som hende, der virkelig får glæde af pengene. Vi har før haft vindere af store præmier der har sagt, at de egentlig ikke havde brug for pengene. Det her er jo alle menneskers drøm. At blive fyret og så vinde en masse penge,« siger kommunikationschef i Danske Spil Thomas Rørsig.

»Perfekt familie, den landede i,«  mener en anden læser på Facebook.

Men hvad mener hovedpersonen egentlig selv om, at hun bliver udråbt til den helt rigtige vinder?

»Det ved jeg faktisk ikke. Hvad siger du?« svarede hun og sendte spørgsmålet videre til sin storesøster, som ledsagede hende under turen til Danske Spil.

»Det er jo nok, fordi du er blevet fyret. Du har sgu heller ikke haft meget medgang i livet.«

Lotto-millionæren: Bilen skal skrottes på tirsdag