Tanja Rahm offentliggjorde i fredags blogindlægget ’Til dig, der køber sex’, og det er nu gået viralt og blevet kommenteret og debatteret i øst og vest. Eksponeringen har været enorm på de sociale medier – præcis efter planen.

- I to og et halvt år har jeg fortalt min historie og skrevet sobre artikler om prostitution og prostitutionens følger, og på intet tidspunkt er det lykkedes at få debatten op på det niveau, den nu har nået. Jeg ville gerne have alle sexkøbende mænd til at udtrykke deres reelle syn på prostituerede, hvilket de i høj grad har udtrykt efter offentliggørelsen af mit blogindlæg, siger Tanja Rahm på 36 år.

Hun var prostitueret i tre år, indtil hun stoppede for 13 år siden, og derfor er det også en meget velovervejet beslutning fra hendes side at skrive om købesex, som hun har gjort. Også selvom blogindlægget, der er blevet delt, kommenteret og ’liket’ i hobetal på sociale medier, har affødt mange kommentarer om, at hun burde komme videre fra sit mandehad og burde finde sig et andet erhverv.

- Jeg er fuldstændig afklaret med, hvad jeg har skrevet, og nu er jeg glad for at være et talerør for en masse andre kvinder, der har stået i samme situation, men ikke tør stå offentligt frem, fordi de er bange for, hvad det kan give af konsekvenser, fortæller Tanja Rahm.

Flere steder i debatten om prostitution sætter folk spørgsmåltegn ved, om det ikke er Tanja Rahms eget valg at gå ind i prostitution, men den forklaring køber hun ikke selv. En særdeles hård opvækst har nemlig gjort, at hun ifølge hende selv ikke havde andre muligheder en at blive en del af den branche, hun nu tager afstand fra.

- Der er ikke tale om et frit valg, når man blev udsat for sit første seksuelle overgreb som 11-årig. Jeg har aldrig tænkt, om jeg skulle være tandlæge eller prostitueret, for det lå i kortene, fordi det var det, mænd meget tidligt lærte mig, at jeg var god til, fortæller Tanja Rahm.

Hun voksede op med en alkoholiseret far.

- Jeg higede efter hans kærlighed og opmærksomhed, som jeg aldrig fik, og på den baggrund tror jeg, jeg var et nemmere offer for de seksuelle overgreb, jeg blev udsat for. Jeg var ikke klar over, at det var forkert, fordi jeg aldrig havde lært, hvad kærlighed og grænser er, siger hun.

Tanja Rahm skriver i sit blog-indlæg, at det eneste, hun var optaget af, var de hurtige penge - ej at forveksle med de nemme penge. Men hun afviser, at hun nogensinde skulle have prostitueret sig selv for pengenes skyld, som hun i debatten nu beskyldes for.

- For mig handlede det aldrig nogensinde om penge. Det eneste, der skete, når pengene ikke kom, var, at jeg fik følelsen af, at jeg ikke var noget værd. Hvis jeg kunne give alle pengene tilbage og genvinde den selvrespekt, jeg smed væk i mine tre år i prostitution, gjorde jeg det med glæde. For jeg har aldrig haft respekt for de penge, jeg tjente på prostitution.

At blogindlægget endelig har fået folk op af stolene, glæder Tanja Rahm, som håber, at det også kan vække politikerne på Christiansborg. At det har betydet, at hun nu lever med beskyttet adresse og telefonnummer, er en konsekvens, hun må acceptere. Men det kan ikke få hende til at stoppe sin kamp imod købesex.

- Det er den risiko, man må løbe. Men det får mig ikke til at lukke munden, for jeg synes, det er en vigtig debat og det er på tide at tage den. Jeg er blevet lagt for had, men det er lige meget. Jo mere de hader mig, jo mere rejser jeg mig, siger Tanja Rahm.