22-årige Alexandra Stokholm var sammen med sin veninde nogle af de eneste gæster på Jensens Bøfhus i Fredericia, da en mor onsdag eftermiddag stak af fra regningen med sin datter.

Alexandra Stokholm fortæller torsdag til BT, at hun sad sammen med sin veninde ved et bord, hvor de både kunne se og høre de to syndere hele tiden. Hun beskriver selv hele episoden som akavet og en smule komisk.

Den 46-årige mor fra Haderslev, der med sin 16-årige datter stak af fra en regning på 825 kroner onsdag eftermiddag, blev hurtigt fanget af en tjener. Herefter blev politiet tilkaldt.

Suspekte typer
Ifølge den unge kvinde lagde de ret hurtigt mærke til, at især moderen så ret mistænkelig ud.

»Hun sad med solbriller på inde på restauranten, og så prøvede hun at skjule sit ansigt med sn trøje,« siger Alexandra Stokholm til BT.

De to veninder nåede at sidde på restauranten i et kvarters tid, før episoden udspillede sig.

»De sad og snakkede om, at nu havde de jo prøvet både Odense og Kolding. Om de havde lavet det samme nummer der, er selvfølgelig svært at sige,« siger hun.

Det 22-årige øjenvidne har også en mulig forklaring på, hvordan det kunne løbe op i 825 kroner for moderen og datteren.

»De sad virkeligt og fik en masse drinks,« siger Alexandra Stokholm.

Fri bane
Da moderen og datten havde drukket ud, spurgte de personalet, om de måtte gå ud for at ryge. Den 46-årige mor lagde sin trøje på stolen som sikkerhed for, at de ville komme tilbage.

»Det næste, der sker, er, at vi ser datteren kigge ind ad vinduet, hvorefter de begge begynder at løbe,« siger Alexandra Stokholm.

Herefter blev det ret dramatisk, da tjeneren lidt efter kom løbende gennem restauranten.

»Hun råbte ud til køkkenet, de lige måtte finde en anden til at servicere, og så løb hun ud på gaden efter dem,« siger Alexandra Stokholm.

De nåede ikke langt, før tjeneren fangede dem, og da de kom tilbage, var der ifølge Alexandra Stokholm en ret akavet stemning.

»De stod bare og blev ved med at fyre forskellige undskyldninger af. Moderen sagde blandt andet, at de skulle op til en veninde og hente penge, fordi de ikke havde pung med,« siger den 22-årige kvinde og fortsætter

»De ringede rundt til nogle forskellige for at få dem til at overføre på MobilePay, men det lykkedes ikke for dem,« siger øjenvidnet.

Professionel håndtering
Ud over at komme med forskellige undskyldninger oplyste moderen og datteren også falske navne, og det var først, da politiet kom og visiterede dem, at de rigtige navne kom frem. Øjenvidnet forklarer, at datteren begyndte at rende rundt i restauranten for at finde en udvej, da hun hørte, at politiet var blevet tilkaldt. Det lykkedes hende dog ikke, da personalet havde låst dørene.

Personalet agerede ifølge det 22-årige øjenvidne meget professionelt, og de blev ikke sure eller fornærmede. De forsøgte bare at løse problemet. Det hele endte med, at kvinderne fik betalt for maden, men de er nu begge sigtet for at stikke af fra regningen.

Hvis de bliver dømt, kan de se frem til en bøde eller fængsel i op til seks måneder.

Det har ikke været muligt for BT at komme i kontakt med de to anholdte.