Debatten raser i det sønderjyske, og en journalist-studerende får nu drøje hug for sit bidrag til debatten af Jydske Vestkystens chefredaktør Peter Orry.

Dansk Folkepartis kanonvalg i Sønderjylland fik Anne Bruhn Jørgensen, der kommer fra Aabenraa, men nu bor i Aarhus, til at sende et læserbrev til Jydske Vestkysten med overskriften ’Jeg er flov over at være sønderjyde’.

Over hele landet har folk siden valget tilkendegivet deres frustrationer over at leve i et land, hvor hver femte vælger har sat sit kryds ved Dansk Folkeparti, men skammen er også regional betinget, viser Anne Bruhn Jørgensens læserbrev, hvori hun skriver:

»Da jeg dagen efter folketingsvalget midt på gaden mødte en indvandrerfamilie, kunne jeg ikke se dem i øjnene, for jeg skammede mig. Jeg følte en trang til at få tatoveret i panden, at jeg altså ikke har stemt på Dansk Folkeparti,« skriver Anne Bruhn Jørgensen om sin oplevelse af at være sønderjyde dagen derpå.

LÆS OGSÅ

LÆS OGSÅ

Det har fået Peter Orry, Jydske Vestkystens chefredaktør, til tasterne for at give et flammende modsvar på den skam, som Anne Bruhn Jørgensen føler:

»Hvis Anne Bruhn Jørgensen skal skamme sig, er det ikke over at være sønderjyde. Tværtimod da. Nej, så skal det være, fordi hun med sit læserbrev slutter sig til det foruroligende store kor af hyklere, der nu betragter vores landsdel og os mennesker i det som noget ondt, tilbagestående og menneskefjendsk.«

I læserbrevet skriver Anne Bruhn Jørgensen desuden:

»Jeg har boet i Aabenraa 19 ud af mine 23 år, og jeg har altid været stolt over at kunne kalde mig selv for sønderjyde. Efter folketingsvalget spurgte et af mine århusianske bekendtskaber mig, om jeg egentlig ikke var fra Sønderjylland, og her tog jeg mig selv i at kigge ned i jorden og svare: 'Nja, mine forældre er egentlig ikke fra Sønderjylland oprindeligt.'«