Yang Li har været i Danmark i tre år og har allerede imponeret ud over alle grænser. For tre år siden gik hun i modtagerklasse men blev hurtigt rykket over i en almindelig klasse i folkeskolen. Nu er hun danmarksmester i matematik.

17-årige Yang Li har helt særlige evner. Allerede da hendes matematiklærer Lise Frimodt Larsen overtog hende i 9. klasse på Korsager Skole i Brønshøj, var hun klar over, at Yang var noget særligt, og nu er det slået fast med syvtommersøm.

»Jeg overtog hende i 9. klasse og havde fået at vide fra hendes tidligere lærer, at hun er meget dygtig. Så jeg gav hende nogle svære opgaver, men det viste sig hurtigt, at de var for lette for hende. Så nu laver hun opgaver på A-niveau i gymnasiet, som hun jo selv sidder og læser og ikke får forklaret,« siger Lise Frimodt Larsen til BT.

Da Yang kom til Danmark fra Kina for tre år siden, begyndte hun i en modtagerklasse på skolen. Men hurtigt blev hun rykket over i en almindelig folkeskoleklasse, fordi hun klarede sig rigtig godt. Yang flyttede til Danmark sammen med sin familie, fordi hendes far fik arbejde her, og siden da har hun fået mange bolde i luften. For udover at være dygtig i skolen, så har hun også et fritidsjob, hun tegner en del og går til dans.

I begyndelsen af februar var der DM i Fagene, som er folkeskoleudgaven af DM i Skills, hvor elever på tekniske skoler kan vise, hvor dygtige de er til deres håndværk i en stor konkurrence. Men i stedet for at teste elevernes evner indenfor for eksempelvis tømmerhåndværk, så konkurrerer eleverne i DM i Fagene i folkeskolefag som matematik, historie og dansk.

Havde aldrig prøvet den type opgave før

Selvom Yang er meget dygtig, så havde hun ikke selv forudset, at hun ville vinde konkurrencen.

»Jeg havde aldrig troet, at det kunne ske, at jeg vandt. Jeg er meget glad,« fortæller Yang Li til BT.

Hun havde nemlig lidt problemer med opgaverne i den regionale runde, fordi  opgaverne ikke var nogle, hun havde set før. Derfor følte hun sig meget på bar bund.

»De regionale opgaver var mærkelige. Jeg havde aldrig prøvet at lave dem før, så jeg var lige ved at give op, for jeg havde ikke løst en eneste opgave i 20 minutter. Men så fandt jeg ud af, hvordan de skulle løses og gik videre,« siger hun.

Da hun først var videre til landsrunden, var der ikke nogen problemer. Opgaverne i den runde kendte Yang godt, for det var ’rigtig matematik’, som hun siger. Hun skulle blandt andet løse nogle ligninger, og det er hun rutineret i.

Lise Frimodt Larsen fortæller, at Yang Li også deltog i matematik-konkurrencer hjemme i Kina, og da hun fik det at vide, vidste hun, at Yang kunne noget ud over det sædvanlige.

»Jeg forventede, at hun ville komme i top tre, for hun er meget dygtig. Selvom der selvfølgelig er mange dygtige elever i Danmark, så vidste jeg godt, at Yang var noget helt særligt,« fortæller matematiklæreren.

Stor støtte fra familien

Yang Li har ikke sit matematiske talent fra fremmede. Hendes far arbejder med matematik, og hendes storesøster på 22 år læser på HF, hvor hun også excellerer i faget. Selv vil Yang Li gerne læse matematik og erhvervsøkonomi, når hun begynder på universitetet.

Selvom Yang er bedst i matematik, så er hun også rigtig dygtig i skolens andre fag og ligger generelt over middel. Lise Frimodt Larsen fandt også hurtigt ud af, at det var nemt at motivere Yang til at blive ved med at udfordre sig selv og blive dygtigere.

»For Yang gælder det om at få svære opgaver og konkurrere. Det kan hun rigtig godt lide,« fortæller hun.

Generelt opfordrer skolens matematiklærere de unge til at presse sig selv. Opgaverne skal være sjove for alle, og hvis det almindelige undervisningsstof er for nemt, så får man sværere opgaver, som selvfølgelig er tilpasset dem. Det betyder, at der er flere elever, som løser opgaver på B-niveau, som er tiltænk elever i gymnasiet.

Førstepræmien i DM-konkurrencen var en tur til Eksperimentariet for hele klassen, som de dog ikke har været på endnu.