Hun var kvinden i Mærsk Mc-Kinney Møllers liv. En livlig og kontant kvinde, som stillede krav og sikrede, at ægtemanden ikke lod alt sin energi gå til arbejdet. Emma Mc-Kinney Møller stod i baggrunden udadtil, men trak i trådene i på de indre linjer.

Hun var kvinden der gennem 65 år trak det store læs på de indre linjer. Hvor ægtemanden, Mærsk Mc-Kinney Møller, dedikerede al sin tid og kraft på familiekoncernen A.P. Møller - Mærsk, så måtte hustruen, Emma Mc-Kinney Møller, holde for i hjemmet.

Hun stod for en stor del af opdragelsen af de tre døtre. Hun stod for hjemmet - og hun stod for, at holde familien samlet, så alt ikke gik op i den lyseblå koncern. På mange måder, gjorde Emma Mc-Kinney Møller sig fortjent til en plads i rækken af de stærke Møller-kvinder, der var så afgørende for, at A.P. Møller - Mærsk overhovedet blev skabt.

Udadtil kendte de færreste Emma Mc-Kinney Møller. Men faktisk har ingen andre fra familien slået så hårdt i bordet og markeret sig så markant udadtil, som Emma Mc-Kinney Møller gjorde det, når det var nødvendigt.

Da Mærsk Mc-Kinney Møller blev hårdt kritiseret for etableringen af Amaliehaven ved Københavns havn, sagde hun fra i interviews og læserbreve. Hvis kritikken mod ægtemanden i forbindelse med forhandlingerne om Nordsøolien blev for hård, sagde hun også fra - og fra har hun givet også sagt i forhold til Mærsk Mc-Kinney Møller, når skibsrederen var for fjern og optaget af opgaverne i familiekoncernen.

Mærsk og Emma Mc-Kinney Møller nåede at være gift i 65 år, inden Emma Mc-Kinney Møller døde i 2005, efter at være blevet stadig mere svækket de sidste år.

De mødtes første gang i 4. mellem i Hellerup, hvor de begge boede. Mærsk Mc-Kinney Møller sværmede for den unge Emma, men hun var ikke for alvor interesseret i et egentligt bekendtskab. Senere blev Emma gift og flyttede til Odense, men da hun igen mødte Mærsk Mc-Kinney Møller fandt de ud af, at det skulle være de to, og Emma blev skilt fra sin daværende mand.

Få måneder senere, 22. maj 1940, blev Emma og Mærsk Mc-Kinney Møller gift - og blot fem dage senere rejste de sammen til USA, hvor Mærsk Mc-Kinney Møller skulle varetage familiefirmaets interesser.

"Min svigermor var ulykkelig over, at det var mig, han tog. Der var så mange, hun havde tænkt sig, som var måske lidt .... dydigere. Men det var Mærsk ligeglad med," har hun fortalt i en portrætudsendelse på TV2.

For Arnold Peter Møller var det en sorg, at Emma og Mærsk Mc-Kinney Møller ikke fik en søn. Men for Emma, der aldrig var bange for at sige sin svigerfar imod, var det nærmest en lettelse. Dengang så ingen det som en reel mulighed, at en kvinde skulle kunne komme til tops i et rederi som A.P. Møller - og det var, ifølge Emma, godt det samme.

"Vi har tre døtre - og 10 børnebørn - men ingen søn. Egentlig er jeg glad for det - i hvert fald hvis han skulle være 'efterfølger'. Det ville jeg rent ud sagt nødigt lægge søn til...Den tid er vist også ved at være forbi, hvor en enkelt mand i den grad står for en enkelt virksomhed - og det er nok godt," sagde Emma Mc-Kinney Møller til Berlingske Tidende i 1980.