Sundhedsplatformen får skyld for, at akutmodtagelserne i Region Hovedstaden mangler overblik over ventetider.

København. På langt de fleste af Region Hovedstadens 11 akutmodtagelser har personalet mistet overblikket over ventetiderne. Det skriver Politiken.

Det skyldes milliardsatsningen på det nye it-system Sundhedsplatformen, fastslår en række sygehuse og regionen selv.

Det er ifølge Britt Holmgaard, oversygeplejerske for tre akutafdelinger på Nordsjællands Hospitaler, problematisk, at overblikket er forsvundet.

- Vi lever i en verden, hvor data er vigtigt for at planlægge, hvor mange og hvornår patienterne kommer. Hvis der hver mandag kommer flere patienter end om tirsdagen, skal der være flere mennesker på arbejde om mandagen.

- Men det kan vi ikke trække data på. Og det er ikke en holdbar løsning, siger hun til Politiken.

Hovedstadens målsætning er, at 95 procent af de mindst syge patienter skal tilses inden for fire timer efter ankomst.

Det er en målsætning, som eksempelvis Bispebjerg Hospital levede op til før introduktionen af Sundhedsplatformen. Det forklarer ledende overlæge på hospitalet Birgitte Nybo.

- Om vi stadig efterlever målsætningen, kan jeg ikke sige præcist, siger hun til Politiken.

Siden Sundhedsplatformen blev indført sidste år på de første hospitaler, har hverken regionen eller sygehusene kunnet opgøre ventetider. Systemet er siden blevet indført på alle hospitaler i regionen.

Tidligere kunne man trykke på nogle få knapper, og så dukkede der et fuldt overblik op. Det viste, hvor mange patienter der havde været på akutmodtagelsen, og i hvilke tidsrum eller dage der havde været pres på.

Det vækker ærgrelse hos næstformand i Overlægeforeningen Lisbeth Lintz.

- Jeg ærgrer mig over, at det nye it-system, der er en helt nødvendig udskiftning af gamle systemer, som ikke kan køre mere, nu igen kan ses at stå i vejen for, at vi laver gode fremskridt i forhold til patienterne, siger hun til Ritzau.

Næstformanden forklarer, at det er vigtigt at have et fuldstændigt overblik over alle de patienter, der møder op i en akutmodtagelse, og hvor lang tid de har ventet.

- Det er vigtigt at have overblik over, hvem der for eksempel er voldsomt akut dårlig og derfor skal prioriteres og ses allerførst, og hvilke der kan vente til lidt senere, siger Lisbeth Lintz.

Seks ud af ti af regionens akutmodtagelser vurderer i en rundspørge, at ventetiden er længere på grund af Sundhedsplatformen.

Regionsdirektør Hjalte Aaberg kalder det en "overgangsudfordring", regionen befinder sig i. Han erkender, at det er en dum situation, der skal løses "rigtig, rigtig hurtigt".

- Men i praksis bliver patienterne jo heldigvis behandlet, de kommer til og bliver taget i den rigtige rækkefølge, siger han til Politiken.

/ritzau/