Flere end i dag skal have lyst til at flytte på plejehjem, og derfor har Københavns Kommune planer om at oprette hjem for grupper, der har samme etniske baggrund eller interesser.

Ligesom vi i dag vælger ungdomsuddannelse efter interesser, vil Københavns Kommune være den første i landet, som laver særlige profilplejehjem, hvor beboerne enten deler interesser eller etnisk tilhørsforhold. Det skriver Kristeligt Dagblad.

I kommunen bor der 22 procent indvandrere og efterkommere af indvandrere, men alligevel er det et fåtal, der vælger plejehjemmet som sidste bolig i livet. Kun 68 plejehjemsbeboere har anden etnisk baggrund end dansk ud af de 3800, der er i kommunen. Og det skal der gøres noget ved, lyder det fra kommunens sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF).

- Mange ældre med etnisk minoritetsbaggrund ved ikke nok om plejehjem og tror, det er en slags hospital. Vi mener, der er et mørketal af ældre indvandrere, som kunne have gavn af en plejehjemsplads, siger hun til Kristeligt Dagblad.

Men det er ikke bare for at tilgodese nydanskere, men også samlet set skal de ældre have større frihed til at vælge.

- Individualiseringen i samfundet betyder, at den enkelte ikke bare kan se sig selv på et plejehjem, som er ens for alle. Det handler om at sætte området fri og give både beboere, bestyrelse og personale mulighed for at præge plejehjemmene, siger hun.

Det ventes, at Københavns Borgerrepræsentation siger god for planerne på et møde i næste uge, og ifølge sundheds- og omsorgsborgmesteren kan planlægningen af de to-tre første specialiserede plejehjem begynde inden årets afslutning.

Også hos Ældre Sagen er de positive over for idéen.

- Der er brug for de etniske plejehjem, for der bliver flere ældre med anden etnisk baggrund. Samtidig er der et alt for dødt socialt liv på mange plejehjem. Hvis man kunne samle mennesker med fælles interesser, kunne det give grobund for et bedre socialt liv. Men selvfølgelig skal vi passe på, at vi ikke får bestemte plejehjem for de højt uddannede. Tilbuddene skal gå på tværs af socialklasser, siger konsulent Margrethe Kähler til Kristeligt Dagblad.