Alle ikke-vestlige indvandrere skal ud af landet, dødsstraffen skal genindføres og etniske danskere skal først i jobkøen. Nyt dansk parti er reelt nazistisk, påpeger flere.

Etniske danskere skal tilbydes arbejdspladserne først, og ikke-vestlige indvandrere skal have tilbudt dem sidst. Det er et af en række opsigtsvækkende forslag fra et nyt parti på den yderste højrefløj, Danskernes Parti (DP), som borgerne i sandsynligvis Viborg og Århus kan stemme på til kommunalvalget i 2013.

Den 21-årige leder af partiet Daniel Carlsen vil blandt andet også genindføre dødstraffen og har som endelige mål, at alle ikke-vestlige indvandrere skal ud af landet.

Daniel Carlsen siger selv, at 100 medlemmer støtter hans parti. Og i Viborg har man da også lagt mærke til, at den tilflyttede studerende forsøger at værge nye medlemmer på blandt andet uddannelsesinstitutionerne. Men han vil ikke få en plads i byrådet, mener Lars Norup, der er chefredaktør på Viborg Stifts Folkeblad

- Jeg tror ikke, at han har en kinamands chance. Han vil blive mødt med hovedrysten. Vi er ikke et samfund præget af ekstremitet. Vi har et forbilledeligt forhold til vores indvandrere. Rigtig mange klarer sig fantastisk godt, siger han

Svært at se forskel

Daniel Carlsen betegner sig i dag som 'moderne nationalist', efter at han tidligere på året brød med Dansk Nationalsocialistisk Bevægelse (DNSB) i Greve, som han har været medlem af, siden han var 16 år. De tilbageværende medlemmer i DNSB har imidlertid svært ved at se, at hans holdninger har ændret sig mærkbart. De opfatter bl.a. DPs logo, som om der 'er et hagekors gemt bag ved' -

Programmet er stort set OK, men det bliver svært for Carlsen at forklare forskellen mellem ham og DNSB, skriver de på hjemmesiden.

Professor i statskundskab Peter Nedergaard fra Københavns Universitet er enig

- Uanset hvad han kalder det, er det en nazistisk tankegang, at man skal reservere jobs til dem, der har 'blodets bånd' og ikke til dem, der er bedst til at udføre dem, siger han.

For nylig overtog Esben Kristensen formandsposten efter DNSBs kendte 'nazi-Jonni' Hansen. Men gruppen har endnu ikke besluttet, om også de vil stille op til valget. Nationalsocialisterne har da heller ikke tidligere haft held til at blive valgt ind, selv om de har stillet op til kommunalvalget i Greve både 1997, 2001, 2005 og 2009 og også har stillet op til regionsrådet. De har hidtil ikke haft opbakning fra nok vælgere.

Ingen genklang i Danmark

Ikke siden Hitlers søsterparti i Danmark, Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, fandtes, har et så yderliggående parti på højrefløjen været valgt ind. Partiet fik med den sønderjyske læge Frits Clausen i front tre mandater i folketinget i 1939 og havde en støt medlemstilgang under besættelsen. Efter Anden Verdenskrig mistede partiet sin opbakning.
 
I Sverige er historien en anden. Ved kommunalvalget sidste år fik det nynazistiske parti Svenskarnas Parti et enkelt mandat i Grästorp Kommune. DP anser Svenskarnas Parti som en samarbejdspartner, og de afholdt i juli en fælles sommerlejr i Skåne. Men det skal ikke få DP til at tro, de bliver valgt, hvis man spørger professor Peter Nedergaard.

- Jeg tror ikke, det har nogen gang på jord. Det har vist sig klart de gange, Jonni Hansen har stillet op. Det har aldrig vundet genklang i Danmark, siger han.