Farvel og tobak var den triste besked, da godt 500 ansatte på cigaretfabrikken House of Prince fik en fyreseddel, fordi fabrikken lukker og rykker produktionen til lavtlønslande. Men de ansatte kan nu glæde sig over danmarkshistoriens bedste aftrædelsesordning.

Halve og hele millioner kr. venter de mange ansatte. Det er ikke helt skod. Midt i krise og kaos er det nemlig lykkedes tillidsrepræsentanter fra Dansk Metal, Fødevareforbundet NNF og Dansk El-forbund at forhandle en skelsættende aftale i dansk sammenhæng på plads. Det skriver Ugebrevet A4 i dag.

British American Tobacco (BAT), der 1. juli 2008 opkøbte House of Prince, punger ud med mere end 300 mio. kr. til de godt 500 fyrede ansatte. For tobaksarbejdere , maskinoperatører og elektrikere med lang anciennitet betyder det aftrædelsesgodtgørelser i millionklassen.

Jens Larsen, der er tillidsrepræsentant for de 63 smede, er meget tilfreds med aftalen.

- Mine kolleger og jeg er selvfølgelig meget kede af, at en rigtig god arbejdsplads lukkes. Det er meget vemodigt, men efter aftalen er kommet på plads, er folk overraskede over beløbet og føler, at de bliver ordentligt behandlet, siger han.

Når Jens Larsen stopper i 2011 efter 36 års ansættelse, får han selv 1.432.000 kr. i et gyldent håndtryk.


Knaldgod aftale

Arbejdsmarkedsforsker ved FAOS på Københavns Universitet, Carsten Jørgensen, har ikke hørt om tilsvarende aftrædelsesordninger.

- Det er en knaldgod aftale og af en usædvanlig størrelsesorden, der gør den helt unik. Forkromningen af aftalen har højglans, fordi der udover de mange penge til medarbejderne også er tale om massiv efteruddannelse og hjælp til at finde nyt job, siger han til A4.

Udover den økonomiske kompensation bliver medarbejderne også tilbudt efteruddannelse, rådgivning og en række sociale tilbud.

At den gode aftale er kommet i hus, skyldes ifølge Jens Larsen et god samarbejde med ledelsen og god research. De undersøgte bl.a. betingelserne, da BAT lukkede en fabrik i Riga sidste år og krævede som minimum det samme.

Selv om det er dyrt for BAT at fyre de mange medarbejdere, er det også en god forretning for dem, mener arbejdsmarkedsforsker Carsten Jørgensen. BAT ødelægger ikke sit brand, hvilket måske kunne betyde boykot af Prince-cigaretterne og koste kassen.