____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>En medarbejder på et hospital i Region Midtjylland er blevet fyret, fordi vedkommende har kigget i fortrolige patientjournaler.

- Den pågældende medarbejder havde foretaget opslag på personer, uden at det var arbejdsrelateret, og det er afskedigelsesgrundlag, så derfor er medarbejderen blevet fyret, siger Bjørn Andreasen, fuldmægtig i regionens it-stab til Hospitalsenheden Vest interne intranet. Hospitalet slår dog fast, at der ikke er tale om en ansat hos Hospitalsenheden Vest.

De ulovlige opslag blev afsløret, da Region Midtjylland 2. oktober 2012 gennemførte en stikprøvekontrol på opslag i e-journal. 180 opslag fra ét døgn blev undersøgt, og her fandt man et enkelt opslag, der gav anledning til afskedigelse af den pågældende medarbejder.

Ifølge Sundhedsloven er det ulovligt at foretage opslag og indhente sundhedsoplysninger om personer, uden at det er arbejdsrelateret.

Nina Skarum personalejurist hos Region Midtjylland fortæller til bt.dk, at søgningen i e-journalerne ikke var fejlagtige opslag.

- Vi undersøgte sagen og talte med den pågældende, og vi vurderede, at der ikke var tale om en fejl, siger hun.

Hun ønsker ikke at uddybe hvor mange opslag, der var tale om, men bekræfter, at det var flere end en. Hun vil heller ikke ind på, hvad motivet kan være og hvilke oplysninger, der blev søgt på.

Der bliver lavet omkring 2.000 opslag i e-journal i døgnet af medarbejdere rundt omkring i Region Midtjylland. Alle opslag bliver registreret, og patienter kan selv på Sundhed.dk se hvem, der har haft adgang til oplysninger om deres lægebesøg, behandlinger, medicin og diagnoser.