Hospitalledelse kendte til mindst 20 patientflugter, men offentligheden fik kun besked om de tre

- Vi er så glade for, at vi stort set har fået styr på det her problem.  

Sådan lød det 24. november fra Region Midtjyllands cheflæge, Per Jørgensen, da han udenfor hospitalsmurene for rullende kameraer forsikrede TV2s seere, (se klippet med ham her) at en drabsmands flugt dagen forinden, blot var den retspsykiatriske afdelings tredje af slagsen i 2012. 

Men nu viser det sig, at ledelsen inde bag murene på daværende tidspunkt vidste, at cheflægens oplysninger var usande.

- Der var ingen, der spurgte os. Jeg vidste, at der var et sted over 20 (flugter, red.) og under 30, siger ledende overlæge og øverste ansarlig for retspsykiatrisk afdeling Trine Arngrim nu til BT.  

Læs hele BTs afdækning af forholdende på hospitalet på bt.dk/galehuset

Hun forklarer, at hun i dagene derefter fortalte cheflægen, at de tre flugter han havde meldt ud var usandt. Offentligheden fik dog intet at vide om, at tallene var forkerte, før BT otte dage senere kunne fortælle, at politiet havde registreret 33 flugter.  

- De her tal er helt nye for mig, lød det dengang fra cheflæge Per Jørgensen, selvom han ifølge den ledende overlæge på det tidspunkt var blevet orienteret om, at man kendte til 20-30 flugter. 

Efter krav om en redegørelse fra sundhedsministeren viste det sig, at der var 27 flugter i 2012 i stedet for de tre. 

De nye oplysninger i sagen vækker harme hos Dansk Folkepartis retsorfører Peter Skaarup, der føler sig bevidst misinformeret.

Læs hele BTs afdækning af forholdende på hospitalet på bt.dk/galehuset 

- Aben flytter sig nu fra hospitalet til regionen. For det tyder desværre på, at regionen bevidst gav forkerte oplysninger. Jeg mener det er skærpende, at man undlod at fortælle offentligheden om de her problemer men først gjorde det, da det hele brændte på, og efter vi politikere havde forlangt en redegørelse, siger han.

Hans humør mildnes ikke meget af, at Region Midtjylland netop er gået i gang med at undersøge forholdende på hospitalet.

- Det svarer jo til at lade ræven vogte gæs. Man beder jo dem, der er medansvarlige om at undersøge, hvad der er sket. Jeg synes i stedet man skal lave en uafhængig undersøgelse af regionens rolle i det her. Så det vil jeg nu spørge sundhedsministeren, om hun vil få sat i værk.

Astrid Krag har siden tirsdag ikke ønsket at udtale sig i sagen.

Cheflæge Per Jørgensen fra Region Midtjyllands psykiatriledelse har ikke ønsket at lade sig interviewe, men skriver i et skriftligt svar, at psykiatriledelsen i november troede at flugterne blev indrapporteret efter reglerne

- Derfor refererede vi de elektronisk indrapporterede tal. Efterfølgende oplyste afdelingsledelsen, at disse tal ikke svarede til deres indtryk og viden om det faktuelle antal. 

Han har dog ikke ønsket at svare på, hvorfor det sande antal flugter ikke blev meddelt offentligheden, da han fandt ud af, at han havde talt usandt.