Drop de optagelser I har med Carina. De er ikke typiske for et organdonor-forløb.

Sådan lød opfordringen fra Aarhus Universitetshospital til DR, da det stod klart, at patienten ville overleve. DR nægtede, og onsdag aften tryllebandt historien det meste af Danmark, da dokumentaren ’Pigen der ikke ville dø’ rullede hen over skærmen.

Det var ellers hospitalet selv, der havde spurgt Carina Melchiors familie, om de ville medvirke i DR-programmet, da teenageren lå i koma efter en trafikulykke i oktober 2011. Så kunne familien nemlig være med til at sætte fokus på organdonation og det faktum, at der er for få donorer i Danmark.

Lægerne skønnede, at patientens hjerne ville dø, så Carinas far, mor, søster og bror gik med til, at der blev filmet, mens lægerne talte med dem om organdonation.

Men da Carina uventet vågnede op, efter at lægerne slukkede for respiratoren, og det viste sig, at lægerne havde skønnet forkert med hensyn til Carinas overlevelseschancer, blev ledelsen på neurokirurgisk afdeling noget betænkelig.

Samtidig med at DR er ved at redigere den første version af programmet færdig i maj sidste år, hvor der også oprindeligt var en hjertepatient med, udsender cheflæge på hospitalet, Claus Thomsen, en intern skrivelse til en lang række af hospitalets samarbejdspartnere.

Det drejer sig blandt andet om Hjerteforeningen, Sundhedsstyrelsen, Center for organdonation, Lægeforeningen, Dansk Sygeplejeråd, og Hammel Neurocenter.

Fagligt uforsvarligt

- Optagelserne med den 19-åriges forløb vil - uanset speak og interview – kunne skabe usikkerhed ved hjernedød som et totalt og uafvendeligt ophør af hjernens funktion, og dermed underminere befolkningens tillid til, at hjernedød er et sikkert dødskriterium, skriver Claus Thomsen blandt andet. Han fortæller også, at de har forsøgt at få DR til at droppe optagelserne med Carina med truslen om, at det ikke er fagligt forsvarligt at bruge dem.

- Vi har derfor gentagne gange tilkendegivet over for DR Dokumentar, at det ikke er fagligt forsvarligt at bruge et så atypisk forløb i et program... Vi har tilbudt DR Dokumentar at finde et nyt forløb, der kan illustrere et helt organdonationsforløb, skriver Claus Thomsen, der er cheflæge på Aarhus Universitetshospital.

Holdt møde med ledelsen

På Danmarks Radio bekræfter dokumentarchef Steen Jensen, at han har holdt møde med ledelsen på Aarhus Universitetshospital om sagen.

- Da vi havde lavet optagelserne med Carina, og det viser sig, at hun ikke bliver organ-donor, men i stedet vågner op, var de meget kritiske over for, at vi ville bruge Carinas forløb i et program om organdonation, siger Steen Jensen, der allerede i november sidste år holdt møde med ledelsen på hospitalet.

- Vi holdt møde med de ledende overlæger, professorerne, afdelingschefen og de ledende sygeplejersker, samt også hospitalets pressechef, siger Steen Jensen:

- De argumenterede stærkt for, at Carinas forløb ikke var typisk for et organdonor-forløb. De var bange for, at det ville skade organ-donationssagen. Jeg kunne godt forstå deres bekymringer, men vi holdt fast på, at vi ville bruge optagelserne. Selvfølgelig med omtanke. Men der har ikke på noget tidspunkt været tvivl om, at vi ville bringe dem.

- Vi holdt fast på, at programmet rejste nogle meget væsentlige problemstillinger. Blandt andet hvornår man skal spørge de pårørende, og problemstillingen om lægernes fejlskøn, siger Steen Jensen til BT.