Et af Danmarks største sygehus har skjult medicinsjusk i behandlingen af en dødssyg kræftpatient.

Det skriver BT søndag. 

Avisen er i besiddelse af et brev dateret 6. marts 2014 fra den ledende overlæge på Odense Universitetshospitals kræftafdeling til enken Lillian Schultz, der i august 2013 mistede sin kræftsyge mand Alexander Schultz. Overlægen skriver, at sygehuset i november 2013 opdagede, at Alexander Schultz ligesom 45 andre fynske patienter ved en fejl var blevet overmedicineret med den stærke kemomedicin cabazitaxel, men lægerne besluttede dengang at tie om overmedicineringen til Schultz’ pårørende, fordi han allerede var død.

- Gennemgangen viste, at vores patienter ikke havde flere bivirkninger i forhold til patienter med rette mængde kemoterapi. På den baggrund valgte vi kun at informere de patienter, der var i live på det tidspunkt. skriver overlægen i brevet.

Dermed vokser skandalen om overmedicinering af i alt 106 kræftpatienter i Odense, Vejle og Aarhus, hvor tre muligvis er døde af den ekstra dosis.

Efter brevet meldte Lillian Schultz overmedicineringen som en lægefejl til Patienterstatningen. Og efter en grundig vurdering kom afgørelsen den 25. august: Alexander Schultz fik sværere bivirkninger på grund af overmedicineringen.

- Behandlingsskaden medførte, Alexander Schultz’ forløb blev forværret, særligt fra begyndelsen med Jevtana (cabazitaxel)-behandlingen til dosis blev reduceret i slutningen af august 2012. Vi anser det for overvejende sandsynligt, at Alexander Schultz havde øgede gener og generel dårligere almen tilstand end han ville have haft uden overdoseringen. Vi vurderer desuden, at han har været indlagt flere gange end det ellers havde været nødvendig som følge af overdoseringen, skriver Patienterstatningen.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) retter skarp kritik af sygehuset.

- Det er ikke en opgave for et sygehus at tage stilling til, om patienter eller pårørende er berettiget til erstatning, hvis de er kommet til skade i sundhedsvæsnet. Den slags vurderinger skal de holde sig fra og overlade til Patienterstatningen. Når hospitalet i første omgang har valgt ikke at orientere de pårørende til afdøde patienter, er det sikkert sket i en god mening. Men for mig at se er det et fuldstændigt misforstået hensyn til de efterladte at lade være med at informere dem om, at der er sket en medicineringsfejl, siger ministeren, der beder om en redegørelse:

 - Vi skal have overblik over, hvor mange andre pårørende til afdøde patienter, der ikke er blevet informeret i rette tid. Og derfor vil jeg bede mit ministerie tage kontakt til OUH, så vi kan få svar, siger han.

Daværende lægefaglige direktør på OUH Henrik Viladsen sagde ellers følgende til TV2 den 31. januar:

- I begyndelsen af november lavede vi en grundig gennemgang af de overmedicinerede patienter, og vi kunne konstatere, at det ikke havde medført dødsfald eller bivirkninger, som man ellers ikke havde fået, når man bliver behandlet med kemoterapi, sagde han.

Formand for Patientforeningen Erik Bacher bruger ordet ’råddenskab’.

- Jeg synes, at det er en råddenskab, at sygehuset forsøger at skjule overmedicineringen. Selvfølgelig skal hospitalet kontakte de pårørerende, så snart de opdager, at der er sket en fejl. Og når det endda viser sig, at sygehusets begrundelse for at hemmeligholde overmedicineringen slet ikke holder, så bør det efterhånden få følger, siger Erik Bach.

At sygehuset alligevel skriver til Lillian Schultz fire måneder efter, at fejlen var opdaget, skyldtes, at overmedicineringssagen var kommet op i pressen. BT havde tre dage før brevet afdækket, hvordan den lægefaglige direktør i november 2013 foreslog ledelsen på Vejle Sygehus at skjule overmedicineringen for alle patienterne.

LÆS MEGET MERE I BT SØNDAG