(Øverst i artiklen kan du se kongefamilien tage afsked med prins Henrik ved Christiansborg Slotskirke 20. februar)
Det er nu snart fem måneder siden, at danskerne sagde farvel til prins Henrik, men offentligheden ved endnu ikke, hvad der er sket med hans jordiske rester.
Den 20. februar i år blev prins Henriks kiste båret ud af Christiansborg Slotskirke, fordi han skulle kremeres. Men hvad der er sket, siden kisten med prinsen forlod slotskirken, er et mysterium.
Det er offentligt kendt, at prins Henriks ønske var, at han skulle kremeres. Halvdelen af asken skulle spredes ud i dansk farvand, mens den anden halvdel skulle ligge ved Fredensborg Slot.
Det er muligvis sket, muligvis er det ikke. I hvert fald er hoffet helt lukkede omkring spørgsmålet, skriver Se og Hør. Hoffet mener nemlig, at prinsens aske er så privat, at man ikke fortæller, hvad der er sket med den.
Og det er hovedrystende beslutning og pinligt, mener kongehusekspert og forfatter Søren Jakobsen. Han fortæller, at han tror, dronning Margrethe helt bevidst er tavs omkring asken for at lukke munden på sin ægtemand, som i sin sidste tid gjorde op med den kongelige tradition omkring begravelser.
»Jeg tror, at dronningen vil sætte et punktum og lukke et pinligt kapitel i stilhed. Der er noget i hende, der siger 'nu har prins Henrik fået opmærksomhed nok', og nu vil man ikke have, at kronprinsens vellykkede fødselsdag bliver overskygget,« siger Søren Jakobsen ifølge Se og Hør.
Traditionen foreskrev ellers, at prins Henriks jordiske rester skulle have været lagt ved Roskilde Domkirke, hvor dronning Margrethe og prinsens fælles grav allerede var grundlagt. Noget der indtil da havde kostet 30 millioner kroner.
Prins Henrik blev 83 år gammel og døde den 13. februar 2018. Han døde på Fredensborg Slot, hvor han var blevet overført til fra Rigshospitalet i København. Døden skyldtes længere tids sygdom. I førte omgang op til sin død blev prinsen indlagt på grund af en tumor i venstre lunge.