KØB PLUS!

Hjemløse får erstatning af kommunen

Flere af de hjemløse, der mistede deres ejendele under en oprydning i Folkets Park, får nu erstatning af Københavns Kommune.

Flere af de udenlandske hjemløse, der mistede blandt andet soveposer, tøj og pas under en oprydning i Folkets Park på Nørrebro i oktober sidste år, får nu erstatning af Københavns Kommune. Det oplyser DR København.

Bag oprydningen stod Københavns Kommune i samarbejde med politiet, og da oprydningsmedarbejderne troede, at de hjemløses ejendele var skrald, blev tingene kørt til forbrændingen.

Og den længeventede erstatning er tiltrængt, fortæller Sofie Weinreich, der er leder af Morgencafeen Grace, hvor der kommer mange udenlandske hjemløse.

- At skulle vente i over tre måneder, hvor du får at vide, at du bare skal fortsætte med at vente, er frustrerende. De kan ikke forlade landet, de kan ikke få arbejde, de kan absolut ingenting - de sidder bare låst på gaden i København, og det er ikke sjovt, fortæller Sofie Weinreich til DR København.

Hun tilføjer, at det har været et sejt træk at få kommunen til at betale for de mistede ejendele.

- Det har været en kamp at få kontakt til de rigtige mennesker, og når det så skete, så har det været en kamp at få dem til at holde de løfter, som er blevet givet på vegne af kommunen, som handlede om at få leveret ejendelene tilbage eller få dem erstattet, siger Sofie Weinreich.