Hjemløse Simon Nielsen lå fire dage i kø foran butikken Wood Wood i det centrale København sidste uge for at sikre 17-årige Hannibal Laursen et eftertragtet par sneakers, som blev udsolgt på ingen tid, da salget åbnede i fredags.

Kort efter dukkede Hannibal Laursen op og betalte Simon Nielsen 1.000 kr. som tak for hjælpen.

»Jeg kom tilfældigt forbi, da hans far kom forbi i sin store Audi. Sønnen hoppede ud, gav ham pengene, tog et billede sammen med Simon, og så kørte de ellers igen,« siger Mark Kristian Pedersen til bt.dk.

Tidligere har han selv samlet på sjældne sko i over ti år, så han kender en del til den subkultur, hvor det er alfa og omega at have de helt rigtige sko. Men han blev mildest talt rystet, da han så optrinnet.

»Det er første gang, at nogen har betalt en hjemløs for at ligge i kø for sig herhjemme,« siger Mark Kristian Pedersen.

Skoene Simon Nielsen lå i kø for var et par Yeezy Boost 350, som er designet af rapperen Kanye West for Adidas og kun blev solgt i et yderst begrænset parti her i Danmark. De kostede 1.599 kr., men nu går de rask væk for op mod 8.000 kr. på Ebay eller Facebook-auktioner.

Læs også:

Hannibal Laursen havde ifølge Kristeligt Dagblad ikke tid til at ligge i køen selv, da han havde travlt med at læse til eksamen. Men på sin Facebook-profil giver han udtryk for, at han har gjort en god gerning ved at betale Simon Nielsen for at tage pladsen i køen.

»Hvorfor blir man aldrig nævnt, når man laver noget genialt,« skev han, da han 26. juni delte BTs første artikel om sagen.

Tidligere samme dag postede han et billede, hvor han står sammen med Simon Nielsen.

»Help when you can!,« skiver han over billedet.

Ifølge Mark Kristian Pedersen har det skabt stor debat internt i miljøet. Mange synes ligesom Hannibal Laursen selv, at han har hjulpet Simon Nielsen, mens andre finder det forkasteligt, at han blot har betalt den hjemløse 250 kr. om dagen.

Selv synes Simon Nielsen, at aftalen var helt fin.

»Så gør jeg ham en tjeneste, og jeg ville jo have været på gaden alligevel,« forklarede han BT.

Men landssekretær i hjemløseorganisationen SAND, Ask Svejstrup er dybt uenig.

»Det er interessant, at hjemløse åbenbart er blevet så almindelige i gadebilledet, at man nu ser dem som nogen, der kan købes til at gøre noget for en, man ikke selv har tid til. Jeg synes, det er absurd og en politisk falliterklæring, hvis de rige begynder at udnytte samfundets fattige, der ikke kan sige nej til store beløb,« siger Ask Svejstrup til Kristeligt Dagblad.