Da buschauffør Karlo Tved for få dage siden skulle til at styre bybus rute 1 i Randers fra Busterminalen mod Agerskellet, tog hans arbejdsdag en lidt uventet drejning.

»Der kommer en dame ind og sætter sig i bussen. Pludselig rejser hun sig igen og stormer ud af bussen. Det prøver jeg jo så tit, men så kan jeg se, at det bløder lidt, og lige pludselig vælter blodet ud, og der samler sig en hel blodpøl foran hende,« fortæller Karlo Tved til Randers Amtsavis.

Den opmærksomme chauffør gik ud og talte med den blødende dame, der havde sat sig på en bænk ved stoppestedet. Han fik hende med ind i bussen igen, og efter at have spurgt de omkring ti passagerer i bussen, om de havde noget imod, at han tog dem med ud på en lille omvej, satte han kursen mod sygehuset.

»De fik en ekstra tur, og det kom de ikke til at betale ekstra for,« siger Karlo Tved, der godt er klar over, at det ikke hører med til jobbeskrivelsen at køre folk på sygehuset.

»Jeg overvejede, om jeg skulle ringe efter en ambulance, men tænkte, at inden vi fik ringet og forklaret, hvad det drejede sig om, så kunne jeg køre op med hende på den halve tid,« forklarer han.

Da de ankom til sygehuset, var der en anden passager i bussen, der fulgte Lene Knudsen ind, og Karlo Tved kunne køre tilbage til sin rute og samle de passagerer op, som i første omgang måtte vente forgæves på 1’eren.

»Der stod nogle ved stjernekrydset, som undrede sig over, at jeg kørte forbi, men bagefter kørte jeg tilbage til dem og forklarede, hvorfor jeg var kørt forbi og gav dem en undskyldning. Det havde de fuld forståelse for.«

Karlo Tved skyndte sig også at give sin arbejdsplads besked om den interimistiske ambulancekørsel, men heller ikke her var der sure miner.

»Jeg gik op og fortalte, hvad jeg havde gjort, men de var simpelthen så glade for den måde, jeg havde handlet på. Det var bare i orden,« siger Karlo Tved, der er ansat af Nobina.

Damen med den storblødende næse hedder Lene Knudsen og er 70 år. Det er hende, der har ringet til avisen for at gøre opmærksom på det, hun kalder en rigtig god gerning.

Næseblodet skyldtes heldigvis ikke noget alvorligt, og Lene Knudsen er for længst blevet frisk igen og klar til at mødes med avisen og den frelsende chauffør i går ved busterminalen. Og det var med stor glæde, at den uheldige buspassager overrakte en stor buket blomster til Karlo Tved på vegne af Randers Amtsavis som tak for at have gjort noget ekstra for et medmenneske.

»Det synes jeg, han fortjener. Det er da en sjældenhed, at der er så meget hjælpsomhed til,« siger Lene Knudsen, der nu altid har et viskestykke i tasken, når hun skal uden for døren, hvis næsen igen skulle give problemer.