Det er ikke alt, man kan tillade sig at skrive på de sociale medier. Det må Dansk Folkepartis Mogens Camre erkende, når han tirsdag skal forsvare et gammelt tweet i retten.

Mogens Camre blev udsat for en regulær shitstorm fra andre politikere, da han den 24. juli 2014 skrev en noget bemærkelsesværdig besked på sin Twitter-profil.

Et tweet der førte til, at det tidligere medlem af Folketinget og Europa-Parlamentet blev anklaget for racisme, og som han skal stå til ansvar for i en retssag.

'Om jødernes situation i Europa: Muslimerne fortsætter hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen,' skrev Mogens Camre dengang på sin Twitterprofil og uddybede efterfølgende over for BT.

»Det tager udgangspunkt i de trusler, der er rundt om i Europa - ikke mindst i Frankrig - mod jøderne. De flygter i ganske stort tal ud af landet, og det er forfølgelser, som jødernes egen organisation har sammenlignet med de mørkeste dage i 1938 under Hitler.«

»Den vestlige verden var i krig mod Hitler, og i dag er vi i krig mod de kræfter, der efterligner Hitlers metoder,« sagde han dengang.

Dansk Folkeparti tog stor afstand fra Mogens Camres holdning og mente, at den stod for egen regning. Også SFs Pia Olsen Dyhr og Venstres Søren Pind udtrykte vrede over DF-politikerens holdning.